U17-landsholdet får perfekt start på afgørende kvalifikations-fase

0
171
Foto: DBU.

U17-landsholdet vandt fredag aften den første af tre kampe i EM-kvalifikationens anden fase, da Sverige blev besejret med 3-2 på mål af Frederikke Ludvigsen og Nikoline Nielsen. 

Det danske U17-landshold begyndte fredag aften på den anden og afgørende fase af EM-kvalifikationen, hvor holdet er i gruppe med Tyskland, Irland og Sverige. En gruppe som af landstræner Kristine Pedersen var blevet kaldt ‘en dynamitpulje’, da Danmark trods en førsteseedning blev parret med særligt to stærke nationer i Tyskland og Sverige.

Sidstnævnte var modstanderen i første opgør, der lige som resten af kvalifikationsturneringen bliver afholdt i Stockholm.

Landstræner Pedersen stillede til start med flere A Liga-profiler – heriblant Fortuna Hjørrings Nikoline Nielsen, Brøndbys Mila Bischoff og FC Nordsjællands Astrid Engsig-Karup.

Det var dog Kolding IF-angriberen Frederikke Ludvigsen, der først stjal overskrifterne for Danmark, da hun efter 17 minutter bragte Danmark i front.

Føringen blev fordoblet 20 minutter senere, da den kommende FC Barcelona-spiller Nikoline Nielsen var på pletten. Svenskerne fik dog reduceret i 1. halvlegs tillægstid, så Danmark måtte tage til takke med en etmålsføring ved pausen.

Der skulle dog ikke gå længe af 2. halvleg før, at den danske føring igen blev udbygget. Igen var Frederikke Ludvigsen på pletten, og denne gang med oplæg fra anfører og Kolding IF-holdkammerat, Kamma Fredsted.

De svenske værter fik reduceret på ny i midten af 2. halvleg, men tættere på kom de blå-gule ikke, og derfor kunne de danske talenter juble over en altafgørende sejr.

Det er således kun gruppevinderen, der kommer med til sommerens EM-slutrunde, og derfor skal der tre sejre til for at være sikker på puljesejren.

Tidligere fredag vandt Tyskland i puljens anden kamp med 2-0 mod Irland, og derfor topper tyskerne puljen.

Danmark møder Irland som næste modstander på mandag, og her skal der ligeledes en sejr til, mens den afsluttende kamp mod Tyskland med stor sandsynlighed kan ende som en gruppefinale.