Brøndby skal finde sig selv uden profilen Julie Tavlo, mens HB Køge og Fortuna Hjørring ligner de stærkeste kandidater, når A-ligaen starter i weekenden.
Når A-ligaen i weekenden fløjtes i gang igen, er der flere spændende historier at holde øje med. I podcasten Vores A-liga vender tidligere Østerbro IF-spiller Marlene Larsen og sportsjournalist og fodboldekspert Sofie Munch forårets forventninger til ligaen.
En af de store historier op til sæsonstarten er, at Brøndbys mangeårige profil Julie Tavlo har valgt at stoppe som spiller, selv om hun egentlig havde kontrakt helt frem til 2027. Beslutningen kom bag på flere i dansk kvindefodbold.
– Jeg blev overrasket. På trods af at Julie Tavlo ikke har spillet helt den samme rolle den sidste tid på holdet, kom det bag på mig, at hun har valgt at stoppe nu, da hun har kontrakt frem til 2027, siger TV2-kommentator Sofie Munch i podcasten.
Tavlo har i mange år været en nøglespiller for Brøndby, og hendes afgang kan få betydning for holdets dynamik i foråret.
– Hun har været supervigtig på holdet, men de har mange dygtige spillere, så jeg tænker, de nok skal gøre det godt, vurderer Munch.
Brøndby har samtidig været aktive på transfermarkedet, og derfor bliver sæsonens første kamp en interessant temperaturmåling.
– Brøndby har handlet godt ind, så det bliver spændende at se forårets første kamp, hvor de møder Fortuna Hjørring, siger hun.
Netop Fortuna Hjørring er et af de hold, der forventes at spille en central rolle i mesterskabskampen. Klubben må dog undvære Joy Omewa, som er solgt til Nottingham Forest, mens stortalentet Nikoline Nielsen spiller sit sidste halve år i klubben, inden hun til sommer skifter til Barcelona på en fri transfer.
Samtidig er der store forventninger til HB Køge, der både spillemæssigt, økonomisk og organisatorisk står stærkt.
– HB Køge er den stærkeste klub, spillemæssigt, økonomisk og trænermæssigt, lyder vurderingen i podcasten.
Marlene Larsen ser især frem til en potentiel duel mellem ligaens to stærkeste mandskaber.
– Jeg glæder mig virkelig til at se Fortuna Hjørring og HB Køge spille mod hinanden, da det nok er de to, det ender med. Jeg tror godt, HB Køge kan levere og stå imod det pres, de har sat sig selv under, siger hun.
Foråret begynder allerede i weekenden. HB Køge åbner lørdag hjemme på Capelli Sport Stadion mod FC Nordsjælland, mens Fortuna Hjørring søndag tager imod Brøndby på Nord Energi Arena i Hjørring.
Dermed er scenen sat til endnu et spændende kapitel i A-ligaen.
Du kan finde seneste afsnit af Vores A-Liga i din foretrukne podcastudbyder eller høre den lige her:
















