Brøndby IF-ikon indstiller karrieren før forårspremiere

0
293
Brøndbys direktør Ole Palmå overrækker prisen som Årets Spiller til Julie Tavlo. Foto: Brøndby IF

Brøndby IF-ikonet Julie Tavlo har i en alder af 36 år valgt at lægge fodboldstøvlerne på hylden, bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Søndag sparker Brøndby IF forårssæsonen i Mesterskabsspillet i gang, men det bliver uden profilen Julie Tavlo, der ellers har været fast inventar på holdkortet gennem mange år.

Den 36-årige forsvarsspiller har nemlig valgt at indstille karrieren. Det bekræfter klubben mandag.

– En legende takker af. Julie har været en strålende repræsentant for Brøndby IF over mange år. Hun har bidraget med erfaring, tydelighed, engagement og forsvarsspil på højt niveau. Nu er tiden kommet til, at hun skal overlade banen til nogle andre, og denne beslutning er taget efter en god dialog, og vi har stor respekt for beslutningen, siger Head of Women’s Football i Brøndby IF, Kim Andre Pedersen til klubbens hjemmeside.

Julei Tavlo har i alt repræsenteret Brøndby IF i 329 kampe, mens hun har scoret 44 mål fordelt over to perioder i klubben. Hun vendte i 2021 tilbage til klubben efter et ophold i spanske Logroño, og samlet har hun haft mere end 10 år i klubben på Vestegnen.

Hun har været med til at vinde både tre danske mesterskaber og tre pokaltitler, mens hun tre gange er blevet kåret som Årets Spiller i klubben.

– Det er umuligt for mig at beskrive, hvad Brøndby IF har betydet for mig. Klubben har ‘reddet’ mig i mine sværeste livssituationer, og klubben har været med til at skabe mig som menneske. Tak er et fattigt ord i denne sammenhæng, og jeg føler mig meget privilegeret, at jeg fortsat får lov at være med på og udenfor banen, fortæller Tavlo.

Brøndby IF oplyser desuden, at Tavlo fortsat vil træne med holdet frem til sæsonafslutningen, mens at hendes næste kapitel i samarbejde med klubben afklares. Ambitionen er, at hun forsat skal spille en rolle omkring holdet i fremtiden, hvilket man nu sammen vil arbejde på.

Julie Tavlo nåede desuden at repræsentere det danske landshold i 17 kampe.