Brøndby-juvel sikrer U17-landsholdet gruppefinale i jagten på EM-billet

0
187
Mila Bischoff (t.v.) - her i aktion for U16-landsholdet - blev matchvinder i mandagens EM-kvalifikationskamp mod Irland. Foto: DBU - fra facebooksiden Ungdomslandsholdene

Brøndby IF-stortalentet Mila Bischoff scorede kampens eneste mål, da det danske U17-landshold mandag besejrede Irland med 1-0. Dermed venter en gruppefinale mod Tyskland torsdag om en plads til EM. 

Mandag spillede det danske U17-landshold den anden af tre gruppekampe i EM-kvalifikationens anden og afgørende fase.

Her var modstanderen Irland, og Danmark skulle forsøge at følge op på den flotte start i kvalifikationspuljen med fredagens sejr over Sverige.

Landstræner Kristine Pedersen havde lavet tre ændringer til kampen. Sarah Vinther, Thea Petersen og Evelina Thygesen var med fra start på bekostning af Jenny Ngounou, Caroline Ahle og Frederikke Ludvigsen, der scorede to gange mod Sverige.

Modsat Sveriges-kampen blev mandagens opgør noget mindre målrig. Således stod Brøndby IF-stortalentet Mila Bischoff for kampens eneste scoring, da hun efter 41 minutter sendte Danmark i front.

Den scoring holdt til slut, og Danmark står dermed med maksimumpoint efter de første to kampe. Det samme gør gruppens tredje nation, Tyskland, der mandag besejrede Sverige med 2-1.

Tyskerne har samlet set en bedre målscore end Danmark gående ind til den afgørende kamp, og derfor er kravet en sejr for Kristine Pedersens tropper, hvis de danske stortalenter skal med til årets EM-slutrunde, der afholdes i Nordirland til maj.