DBU, DBU Jylland og Horsens Kommune vil styrke pigefodbolden

0
149
DBU. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Fortsat samarbejde mellem DBU, DBU Jylland og Horsens Kommune skal styrke, at flere piger spiller fodbold og skabe stærkere fællesskaber.

DBU, DBU Jylland og Horsens Kommune har sat underskrifterne på en ny velfærdsalliance, der sikrer, at samarbejdet om at styrke pigefodbolden kan fortsætte. Aftalen, der blev underskrevet i forbindelse med kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Serbien, har blandt til formål at udvikle stærke træningsmiljøer, få flere piger til at spille fodbold og skabe stærkere fællesskaber.

– Aftalen er endnu et skridt i arbejdet med at styrke trivsel og bevægelse for både børn og voksne. Den åbner døren til fodboldens fællesskab for endnu flere. Det er kun muligt takket være det stærke samarbejde med Horsens Kommune, DBU Jylland, de lokale klubber og de mange frivillige, der hver dag yder en stor indsats både på og udenfor fodboldbanen, siger Jesper Møller, der er formand for DBU.

Et af de centrale mål i aftalen er at videreudvikle ‘Horsens Pigefodboldforum’. Et netværk, hvor klubberne kan dele erfaringer og samarbejde om at styrke pigefodbolden. Derudover vil fokus være på at sikre trygge og udviklende træningsmiljøer.

– I DBU Jylland står vi klar til at støtte de lokale klubber med rådgivning, sparring og konkrete værktøjer. Klubberne og de frivillige er hjertet i fodbolden, og med aftalen kan vi sammen fortsætte med at skabe stærke, trygge fællesskaber. Sådan lyder det fra Ole Ladefoged, der er formand for DBU Jylland.

Med samarbejdet ønsker de også at hjælpe flere børn og unge med at få glæde af at være en del af et fodboldhold. Dette skal ske gennem et tættere samarbejde mellem skoler, dagtilbud og de lokale fodboldklubber.

Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, understreger, hvordan fodbold spiller en vigtig rolle for sammenhængskraften i kommunen.

– Sport og fællesskaber hører meget tæt sammen, og også fodbold er en vigtig del af vores kommunes identitet og fællesskab. Fodbolden skal være en drivkraft for både social sammenhængskraft og sportslig udvikling i hele kommunen. Samtidig er vi med til at skabe store oplevelser for borgerne både på og udenfor banen, siger Peter Sørensen.

Aftalen mellem DBU, DBU Jylland og Horsens Kommune løber frem til 30. november 2028.