Søren Fjorting er ny cheftræner for B.93 og har allerede ledet holdet i tre kampe med positive resultater.
B.93 har hentet en ny, erfaren cheftræner i Søren Fjorting. Det meddeler klubben på deres hjemmeside.
Sportchef for B.93s kvindehold, Tonny Jørgensen, ser frem til samarbejdet med Søren Fjorting og understreger, hvor vigtigt det er for klubben at få en træner med Søren Fjortings erfaring.
– Det er et scoop for os at få ham med på holdet. Han er en meget kompetent herre med masser af erfaring fra herreverdenen. Samtidig har han et stærkt værdisæt, som passer perfekt til den kultur, vi gerne vil have i klubben. Han udgør et rigtig godt match i forhold til trænerteamet, staben og truppen.
Søren Fjorting har haft en positiv start som træner for B.93. Her har han allerede fået tre sejre i de første tre kampe. En træningskamp mod Ballerup-Skovlunde, samt to sejre i B-Ligaens Kvalifikationsspil mod henholdsvis AaB senest Esbjerg.
– Jeg synes, starten er gået rigtig fint. Det er en ny verden for mig, så jeg vidste ikke helt, hvilke forventninger jeg skulle have. Der har været meget indledende arbejde, men det har været en rigtig fornuftig start – og det har været rart at få nogle gode oplevelser gennem de kampe, vi har vundet, siger Søren Fjorting.
Selvom hans erfaring primært er fra herrefodbold, har han hurtigt fundet sig godt tilpas i arbejdet med kvindeholdet.
– Jeg går til jobbet, som jeg ville gøre med ethvert andet job. Meget af rutinen omkring træning og kampe minder om det, jeg kender fra herrefodbold, så det fungerer godt, tilføjer han.
Søren Fjorting understreger, at arbejdet i B.93 handler om mere end bare resultater, men også om at bygge et godt fundament.
– Målet for foråret er at få styr på truppen frem mod sommer og finde ud af, hvad vi mangler som hold. Planen er at stå med en stærk trup, så vi er klar, når den nye sæson begynder.
Allerede i dag spillede B.93 igen, hvor det blev til et uafgjort 0-0 mod Sundby Boldklub.












