Islandsk spiller i Sundby BK: “Jeg går altid ind til en kamp med troen på, at jeg kan vinde”

0
95
Islandske Hugrún Helgadóttir er ny spiller i Sundby BK. Foto: Anders Juncker Nielsen- FODBOLD FOR PIGER.

Den 23-årige islandske spiller Hugrún Helgadóttir, der efter fire år i amerikansk collegefodbold på Boston University nu er kommet til Sundby BK. I København kombinerer hun sine studier med fodbold i B-ligaen – og hun bringer både international erfaring og en stærk vindermentalitet med sig.

FODBOLD FOR PIGER har talt med den 23-årige islandske spiller. Da Hugrún Helgadóttir flyttede til København for at studere, var planen egentlig ikke nødvendigvis at fortsætte fodboldkarrieren i Danmark. Men det ændrede sig hurtigt.

– Jeg kom til København for at studere, og jeg tænkte først, at jeg kunne arbejde her og så spille fodbold på Island om sommeren. Men det var ikke realistisk, så jeg begyndte at kigge efter et hold her i København, fortæller hun til FODBOLD FOR PIGER.

En dansk spiller, hun kendte fra tiden i USA, anbefalede Sundby BK – og klubben tog godt imod den islandske midtbanespiller.

– De har været rigtig søde til at tage imod mig herude, fortæller hun.

Helgadóttir har de seneste fire år spillet collegefodbold for Boston Universitys Boston Terriers. Her oplevede hun en anden spillestil end i Europa.

– I islandsk og dansk fodbold spiller man ofte med en eller to berøringer. I Boston skulle jeg fokusere mere på at tage bolden fremad i første berøring og have lidt flere berøringer, forklarer hun.

Collegefodbolden var også fysisk krævende og konkurrencen stor.

– Trupperne er på omkring 30 spillere, så jeg skulle være positiv og tålmodig, når jeg ikke blev udtaget til kamp. Det har gjort mig mentalt stærkere, siger hun.

På banen beskriver Helgadóttir sig selv som en teknisk og arbejdsom defensiv midtbanespiller.

– Jeg vil altid vinde. Jeg kan godt lide at spille hurtigt med få berøringer, finde hullerne og sætte tempo i spillet, siger hun.

Hun er især inspireret af den tidligere spanske midtbanestjerne Andrés Iniesta.

Savner sproget – og bjergene

Selvom hun nu har fundet sig til rette i København, er der ting fra Island, hun savner.

– Jeg savner sproget, maden, min familie og naturen. Især bjergene, siger hun.

– For der var ikke mange bjerge i Boston – og her i Danmark er det stejleste nok broerne, siger hun med et smil.

Helgadóttir har tidligere spillet ungdomslandskampe for Island, og et af hendes største øjeblikke var at trække den islandske landsholdstrøje over hovedet.

Nu handler det om at hjælpe Sundby BK til succes i B-ligaen.

– For holdet er målet, at vi vinder så meget som muligt. Personligt vil jeg bare gøre mit bedste og hjælpe holdet, siger hun.

Sundby BK tager hul på den nye sæson i B-Ligaen lørdag den 14. marts kl. 13.00, hvor holdet møder Næstved HG.