Kampprogram får HB Køge-træner til at godkende nyt uafgjort resultat mod Brøndby

Foto: HB Køge Women

HB Køges cheftræner, Kristian Mørch, kalder onsdagens uafgjorte resultat mod Brøndby IF i KvindePokalen for tilfredsstillende med tanke på den udebanekamp, der lørdag venter hos Fortuna Hjørring.

For anden gang på fem dage spillede HB Køge og Brøndby onsdag uafgjort, da holdene mødtes i den første af to pokalsemifinaler. Resultatet betyder samtidig, at HB Køge nu fortsat har årets første sejr til gode efter tre uafgjorte kampe.

Det til trods kalder holdets cheftræner Kristian Mørch Rasmussen resultatet og præstationen i onsdagens kamp for godkendt.

-Det er tilfredsstillende, for om tre dage, er vi jo sat til at skulle på den længste udebanetur på de dårligste baner og tungeste baner i Danmark og i hvert fald den dårligste i A-Ligaen. Det er vi jo nødt til at tænke over, og jeg kan jo spille mit hold helt flade onsdag og så tro, at vi kan køre Fortuna rundt lørdag.

-Det er også i det lys, at man skal se de fem ændringer, vi laver til i dag, og den ene var jeg nødt til at lave onsdag formiddag på grund af sygdom til Ida Marie Jørgensen, siger han til Fodbold For Piger.

Mens Kristian Mørch savnede chancer i weekendens nulløsning i ligaen, så var han mere tilfreds med antallet af muligheder, som HB Køge fik skabt i pokalsemifinalen.

– Vi havde luret, at Brøndby nok ville komme med fem spillere i bagkæden og nok ville forsøge at gå lidt højere igen, og det løste vi godt til at starte med. Så havde vi selvfølgelig en periode, hvor vi kæmpede lidt med tingene efter målene, men jeg synes, at spillerne samlede tingene godt sammen og forbedrede sig undervejs.

-Vi havde to rigtige gode muligheder i 2. halvleg, og Simone Boye havde også en fin chance på en dødbold, så der var jo mulighederne til at vinde, men det var jo en langt mere lige kamp end i lørdags, siger han.

HB Køge spiller lørdag på udebane mod Fortuna Hjørring, mens returkampen i KvindePokalen finder sted på Vestegnen Skærtorsdag d. 2. april.