20-årige Seline Rekkedal, der i seneste weekend fik debut for OB i forårspremieren mod FC København, flyttes nu permanent op i klubbens førsteholdstrup.
OB gav debut til hele fire spillere, da den fynske klub i seneste weekend åbnede forårssæsonen med et hjemmebane-nederlag til FC København i Kvalifikationsligaen.
En af dem var 20-årige Seline Rekkedal, der indtil nu har gjort sig på klubbens andethold i C-Liga, men hun flyttes nu permanent op i førsteholdstruppen.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
Norske Rekkedal begyndte i OB i sommer i forbindelse med, at hun flyttede til Danmark for at studere. Her tog hun selv kontrakt til klubbens amatørafdeling og imponeret hurtigt for andetholdet i en sådan grad, at hun fik lov at træne regelmæssigt med A-Ligaholdet.
Sportschef Mikkel Bo Mikkelsen ser gode kvaliteter i den norske spiller.
– Hun har god fart og er dygtig én-mod-én. Hun har en god teknik og et stort udviklingspotentiale, fortæller han til klubbens hjemmeside, mens hovedpersonen selv jubler over muligheden på førsteholdet.
– Det har været utroligt sjovt og spændende at komme op og være en del af A-ligaen. Det er en mulighed, jeg er meget taknemmelig for. Jeg elsker at spille fodbold og har altid haft en drøm om at spille på højt niveau, så da chancen kom, kunne jeg ikke sige nej, siger Seline Rekkedal.
Rekkedal kan få flere minutter for OB’s førstehold lørdag, hvor man møder FC Thy-Thisted Q på udebane.












