Danmarks kvindelandshold møder lørdag Italien i en kamp, hvor angriberen Amalie Vangsgaard har et særligt kendskab til flere af modstanderne gennem sit klubhold i Juventus.
FODBOLD FOR PIGER har besøgt landsholdslejren forud for kampen mod Serbien og talt med Amalie Vangsgaard om forventningerne til den kommende landskamp mod Italien, som Danmark spiller i morgen.
Ifølge Vangsgaard bliver Italien en helt anden type modstander end Serbien. Til daglig spiller hun i italienske Juventus, hvor hun deler omklædningsrum med flere spillere fra det italienske landshold, og det giver et særligt kendskab til modstanderen.
– Det er et helt anderledes hold end Serbien, og jeg spiller jo med mange af dem til daglig. Jeg håber da, at man har håneretten efterfølgende, siger hun med et smil.
Selvom kampen har en ekstra dimension for hende personligt, understreger Vangsgaard, at den ikke betyder mere end andre landskampe.
– Jeg tror ikke, det betyder mere end alle andre landskampe, fordi for mig er alle kampe vigtige, og jeg vil gerne vinde alle kampe.
Hun peger dog på, at hendes daglige erfaring fra Serie A giver et større kendskab til flere af de italienske spillere end til eksempelvis Serbiens trup.
– Jeg har selvfølgelig mere kendskab til spillerne, end jeg har til Serbien for eksempel. Så det bliver meget sjovt, siger Amalie Vangsgaard.
Kampen mod Italien spilles kl. 18:15 på udebane og du kan se kampen på DR2.
















