Brøndby-spiller ude i flere måneder efter skade

Foto: Brøndby IF Women

Brøndby-spilleren Lilli Halttunen er ude i fem måneder efter en skade i kampen mod FC Nordsjælland.

Brøndby IF’s finske midtbanespiller, Lilli Halttunen, blev tvunget til at udgå i de sidste minutter af sidste søndags kamp mod FC Nordsjælland. Scanninger har siden vist, at hun har pådraget sig et delvis overrevet ledbånd på indersiden af knæet, hvilket betyder, at hun vil være ude i cirka fem måneder.

Dermed betyder skaden, at Lilli Halttunen misser de resterende kampe i Mesterskabsspillet, hvor Brøndby IF kæmper med i toppen af A-Ligaen. Den 20-årige finne kom til Brøndby IF i januar, og har siden fået mange gode minutter for holdet både i Mesterskabsspillet og pokalturneringen.

Hun scorede blandt andet det afgørende mål i Brøndby IF’s udebanesejr over Fortuna Hjørring i Mesterskabsspillets første runde i marts, hvor Brøndby vandt 2-1. En sejr, der også har været medvirkende til, at Brøndby IF aktuelt befinder sig på andenpladsen i A-Ligaen.

Nu venter der Lilli Halttunen en pause og et genoptræningsforløb, inden hun igen kan gå på banen for Brøndby IF.