CL: Barcelona smadrer Real foran kæmpepublikum og Lyon videre efter forlænget drama

Barcelona og Wolfsburg er som de sidste to hold klar til Champions League-semifinalerne, efter at spanierne foran et publikum på mere end 60.000 vandt med tenniscifre mod Real Madrid, mens Lyon afgjorde mødet med Wolfsburg efter forlænget spilletid.

De sidste semifinalister i Champions League blev torsdag fundet, efter at både Bayern München og Arsenal onsdag havde spillet sig videre i turneringen.

FC Barcelona var dog allerede så godt som videre efter en 2-6-sejr på udebane mod liga-rivalerne fra Real Madrid, og returkampen endte endnu mere overbevisende for den catalanske storklub.

Foran et kæmpe publikum på hele 60.067 leverede FC Barcelona en ny opvisning, hvor Alexia Putellas og Caroline Graham begge kom på måltavlen inden for de første 16 minutter.

Irene Paredes og Eva Pajor udbyggede føringen yderligere før pausen, men norske Graham blev dobbelt målscorer, inden hollandske Esmee Brugts scorede målet til 6-0 efter 74 minutter, der blev kampens sidste. Dermed ender Barcelona med hele 12-2 samlet.

Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen oven for.

Tilskuerantallet på Camp Nou var det højeste i den sæsonen for klubben til både kvinde- og herrekampe. Det store stadion har i længere tid været under ombygning og kan inden længe rumme næsten 100.000 tilskuere.

Som det sidste hold er også Lyon klar til semifinalerne efter en samlet sejr på 4-1 over Wolfsburg. Mødet mellem de to giganter var dog tættere, end cifrene antyder.

Det første opgør i Tyskland endte med en Wolfsburg-sejr på 1-0, og derfor blev der bragt balance i regnskabet, da Lyons 18-årige amerikaner Lily Yohannes scorede efter 18 minutters spil.

Værterne dominerede stort kampen igennem, men trods mange fine forsøg lykkedes det dem ikke at få scoret mere i den ordinære spilletid.

I den forlængede spilletid flaskede tingene sig dog for Lyon. Melchie Dumornay fik sat den forløsende scoring ind, og efterfølgende fik Damaris Egurolla og Tabitha Chawinga sat trumf på med yderligere to scoringer.

Danske Sofie Svava sad hele opgøret på bænken for Lyon i opgøret, der nu er det mest spillede i kvindernes Champions League. Opgøret var det 13. møde nogensinde mellem giganterne, og Lyons Wendie Renard har spillet i samtlige opgør, skriver UEFA.

I semifinalerne mødes Arsenal og Lyon, mens Pernille Harder og Stine Ballisagers Bayern München skal op mod FC Barcelona. Kampene spilles den 25/26. april og 2/3. maj, mens finalen spilles i Oslo lørdag d. 23. maj.