Det danske U19-landshold tabte søndag med 2-3 til Island i EM-kvalifikationen efter to danske selvmål, og Niels Lawaetz’ tropper kan dermed ikke længere selv afgøre, om man spiller sig til slutrunden.
Det danske U19-landshold skulle søndag forsøge at følge op på den flotte sejr i EM-kvalifikationens afgørende fase efter en indledende sejr over Serbien.
Søndag var modstanderen Island, som man i efteråret besejrede i den første fase af kvalifikationen. Den gang var kampbilledet dog særdeles jævnbyrdigt, og det skulle det også blive i dag.
Landstræner Niels Lawaetz havde foretaget en enkelt ændring i startopstillingen til opgøret, hvor FC Nordsjælland-backen Carli Scheuer var at finde med anførerbindet på venstrebacken efter at have misset første opgør.
Mens Danmark i efterårets møde fik en stærk start med to tidligere scoringer – heriblandt på et mål fra FCN-midtbanespilleren Alberte Mott – så startede opgøret anderleds skidt søndag.
Her var det nemlig et selvmål fra netop Mott, der bragte Island foran efter 19 minutters spil. En anden FCN-spiller, Flora Højer, sørgede dog for en dansk udligning kort før pausen, da hun udnyttede et straffespark.
Den udligning holdt dog kun få minutter ind i 2. halvleg, før at Danmark igen kom efter, da Ragnheidur Jonsdottir var på pletten, og mindre end 10 minutter efter blev det værre for Danmark. Igen var det et dansk selvmål, der hjalp islændingene på vej – denne gang var det FCN-stopper Hannah Jørgensen, der indtog en uheldig rolle.
AC Milan-angriberen Louise Strauss gentændte den danske tro med en reducering efter 77 minutter, men da hun selv blev udvist i første tillægsminut forsvandt de danske chancer for et comeback.
Dermed endte det med et tungt 2-3-nederlag til danskerne, der dermed blev fravristet både førstepladsen og retten til selv at afgøre EM-skæbnen.
Da Finland samtidig besejrede de serbiske værter for miniturneringen med 1-0, er Danmark nede på 3. pladsen inden de afgørende kampe, der afvikles onsdag.
Her er Finland modstanderen for Danmark, hvor en sejr er kravet for at holde liv i håbet. En sejr skal dog kombineres med et islandsk pointtab mod Serbien, der ikke længere kan nå videre til slutrunden.












