Rygte: Stor interesse for Cecilie Fløe – Napoli kræver rekordbeløb

Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Ifølge den italienske journalist Mauro Munno er der stor – særlig tysk – interesse for den danske angriber Cecilie Fløe, men Napoli vil ikke slippe den danske angriber billigt og kræver angiveligt op mod 500.000 euro, hvilket kan gøre hende til den dyrest solgt kvindelige danske spiller.

Cecilie Fløe har gang i en strålende debutsæson hos Serie A-klubben Napoli, efter at hun i sommer skiftede til italiensk fodbold fra Tampa Bay FC.

Den 24-årige danske landsholdsangriber står noteret for seks mål og tre oplæg i 17 ligakampe denne sæson, og hendes præstationer har skabt stor interesse for hende.

Ifølge den italienske journalist Mauro Munno, der følger Serie A tæt, så er der stor interesse fra den tyske Frauen Bundesliga, og der skulle angiveligt allerede have været flere ‘lukrative’ henvendelser om Fløe i vinterens transfervindue.

Ifølge Tuttosport-journalisten har Napoli dog ikke tænkt at slippe deres danske topscorer billigt. Ifølge Mauro Munno har klubben et ønske om at beholde Fløe og kræver angiveligt op mod 500.000 euro for at slippe hende til sommer.

Bliver det beløb en realitet, så vil hun blive den dyrest solgte danske kvindelige fodboldspiller nogensinde. Hun vil således overgå Pernille Harder, der i 2020 blev solgt fra tyske Wolfsburg til engelske Chelsea for en pris, der mentes at være 330.000 euro svarende til omkring 2.6 millioner danske kroner.

Cecilie Fløe har i dansk fodbold tidligere tørnet ud for HB Køge og Kolding IF.