Udtaget til A-landsholdet for første gang: “Det er drømmen”

Pernille Sanvig i aktion for det danske U19-landshold. Foto: ©Claus Birch - dbufoto.dk

Den 20-årige midtbanespiller fra BK Häcken lever sin første landsholdssamling – Her finder hun stor tryghed i holdkammeraternes støtte, mens hun jagter de første minutter i den røde trøje.

20-årige Pernille Sanvig er for første gang udtaget til det danske A-landshold, når lejren er samlet i Helsingør for to VM-Kvalifikationskampe. FODBOLD FOR PIGER har snakket med hende, om hvad det betyder.

Det er vildt og det har været mange nye indtryk. Det har været rigtig fedt indtil videre. Det her er målet, at spille på A-landsholdet. Det er drømmen for de fleste, der spiller fodbold, fortæller Pernille Sanvig til FODBOLD FOR PIGER.

Til dagligt spiller hun i BK Häcken, der har startet sæsonen i den svenske Damallsvenskan med fuld plade i to første kampe, hvor den unge midtbanespiller også har været blandt start-11 begge gange. Nu er hun også blandt Jakob Michelsens udvalgte i kampen om VM-Kvalifikation:

Jeg blev meget overrasket, det kan man også se på videoen. Jeg har taget det lidt, som det kom. Og været nervøs og spændt, og jeg har glædet mig. Jeg har ikke gjort mig så mange andre overvejelser, end at jeg bare skulle møde op og prøve på at være mig selv.

Én af hendes holdkammerater i BK Häcken er danske Stine Sandbech, som har stor erfaring fra det danske A-landshold, og er også selv udtaget til truppen. Det ser den unge midtbanespiller som en stor tryghed, hvis man skulle have nogle lidt grønne spørgsmål:

Stine har været super sød til at hjælpe mig med alle de dumme spørgsmål, der måtte være. Det er en kæmpe tryghed for at vide, at hun er her, så hvis der er et eller andet, så kan jeg altid gå til hende. 

Selvom det ikke er blevet til mange samtaler mellem midtbanespilleren og landstræner, Jakob Michelsen, så er hun ikke selv i tvivl om, hvilke forventninger der er til hende:

Jakob har sagt, at jeg er blevet valgt til at være her af en årsag. Så jeg skal bare gøre det, som jeg er god til, og prøve at stole på det og hvile i det, afslutter Pernille Sanvig.

Pernille Sanvig har spillet 43 U-landskampe fordelt på u23-, u19-, u17- og u16-landsholdet. Her har hun lavet et enkelt mål.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Kvindelandsholdet (@kvindelandsholdet)