Cecilie Fløe fortsætter med at imponere efter sommerens skifte til italienske Napoli. Søndag scorede hun for anden kamp i træk i en udesejr på 3-4 mod Ternana.
Efter et år på den anden side af atlanten hos Tamba Bay Sun vendte danske Cecilie Fløe i sommer tilbage til Europa, da hun skrev under på en aftale med den italienske storklub Napoli.
Her er den 24-årige angriber kommet flyvende fra start. Først scorede hun i sin debut i et pokalnederlag mod Lazio, og siden er den flotte start fortsat ind i sæsonstarten i Serie A.
I 1. spillerunde blev Fløe således matchvinder i 1-0-sejren mod Fiorentina, der havde Fløes tidligere HB Køge-holdkammerat Emma Færge og landskvinden Sofie Bredgaard i startopstillingen, og i denne weekend var angriberen så på pletten igen.
I søndagens kamp mod Ternana udlignede hun hjemmeholdets føringsmål efter 19 minutter i en målrig kamp, der endte med en 3-4-sejr til det syditalienske storhold. Scoringen kom i en situation, hvor Fløe fik presset bolden fra værternes keeper og sikkert sendte kuglen i nettet.
Napoli står dermed noteret for maksimumpoint efter to runder, hvilket placerer dem på en andenplads efter danskerklubben Roma, der har en bedre målscore.
Cecilie Fløe har tidligere repræsenteret HB Køge og Kolding IF.
Du kan se kampens scoringer og heriblandt Fløes mål til 1-1 i videoen herover.