Udvist for at hive i håret: Brøndby-anfører er komplet uforstående

0
289
Julie Tavlo i en kamp mod HB Køge i efteråret. Foto: Brøndby IF Women

Brøndby IF-anfører Julie Tavlo har svært ved at forstå den udvisning, hun fik i søndagens hjemmekamp mod AGF. 

Det var en historisk dag for Brøndby IF, da klubbens kvinder søndag spillede på Brøndby Stadion som en del af en dobbelt kampdag med Superliga-herrerne, der lige som kvindeholdet mødte AGF.

Og det endte som en resultatsmæssig succes, da de blå-gule besejrede AGF med 3-0 efter tre scoringer før pausen foran mere end 6.000 tilskuere, der skabte en ny tilskuerrekord i den bedste danske liga.

Læs mere om hele runden i A-Ligaen her:

Opgøret sluttede dog med malurt i Brøndby-bægeret, da anfører Julie Tavlo blev udvist for at hive AGF’s Mie Lerche i håret i slutfasen.

Hovedpersonen selv havde efterfølgende svært ved at forstå udvisningen.

– Jeg er selvfølgelig supertræt af det. Allermest fordi at det er en situation, hvor der overhovedet ikke er rødt kort, siger hun til TV2 og uddyber:

-Hun tager et træk rundt om mig, så vender jeg mig om, og så flagrer hendes hår ind i mine fingre. Hvis du ser billederne, kan du også se, at det jo ikke er fordi, at jeg tager fat i hendes hår, men hvad kan jeg gøre, når hendes hår flagrer ud over det hele.

36-årige Tavlo slår samtidig fast, at der var tale om et uheld, og hun mener, at alle kan se, at hun i situationen ikke har nogen intention om at rive hende i håret.

Brøndby-kaptajnen kan dermed se frem til en tur i skammekrogen, og dermed misser hun for første gang i flere sæsoner en kamp i A-Ligaen.