Lejeaftale bliver permanent: Jereko fortsætter i HB Køge

0
130
Jereko skriver under på kontrakt. Foto: HB Køge

HB Køge forlænger samarbejdet med den 28-årige kenyanske landsholdsspiller Mwanalima Adam Jereko, som siden sommeren har været udlejet fra den amerikanske klub Kansas City Current. Lejeaftalen, der oprindeligt løb til årsskiftet, gøres nu permanent, og Jereko har sat sin underskrift på en kontrakt, der binder hende til klubben frem til sommeren 2027.

Artiklen er skrevet af og bragt i samarbejde med divisionsbold.dk

Mwanalima Adam Jereko er bedre kendt som Jereko, og inden hun kom til HB Køge var hun i sin debutsæson med Kansas City Current i 2024 med til at sikre klubbens sejr i NWSL x Liga MX Femenil Summer Cup – en turnering lavet i samarbejde mellem den Amerikanske NWSL og den mexicanske Liga MX Femenil.

Sportsdirektør Jonas Nielsen glæder sig over, at aftalen er faldet på plads:

– Vi er rigtig glade for, at Jereko fortsætter i klubben. Hun er en dygtig spiller, der hurtigt har spillet sig ind som en vigtig del af holdet. Det var helt naturligt for os at ønske at fortsætte samarbejdet – især fordi hun trives her og passer perfekt ind i truppens dynamik, siger han til klubbens hjemmeside.

Den 28-årige midtbanespiller har indtil videre spillet 13 kampe for HB Køge Women og har scoret ét mål, som kom i i den europæiske udekamp mod FCV Farul Constanța.

For Jereko selv var beslutningen om at blive i Danmark en nem én at tage:

– Jeg bliver i klubben, fordi den føles som mit hjem. Jeg har en rigtig god forbindelse til menneskerne her, og jeg tror på den retning, vi bevæger os i. Jeg er virkelig glad for at være her og kan ikke vente med at blive ved med at give alt, hvad jeg har, siger hun.

Med aftalen fortsætter HB Køge Women dermed arbejdet med at fastholde nøglespillere og styrke truppen frem mod de kommende sæsoner i A-Ligaen.