Lyngby Boldklub opruster på kvindesiden og har ansat Jack Majgaard Jensen som sportslig leder for klubbens nye kvindefodboldsatsning.
Ansættelsen markerer et stort skridt i det projekt, klubben har arbejdet på gennem hele 2025. Jack Majgaard tiltrådte stillingen den 3. december.
Den 52-årige Jack Majgaard vender dermed tilbage til Lyngby BK, hvor han indledte sin professionelle karriere – først som ungdomstræner og senere i forskellige roller omkring klubbens førstehold, blandt andet som assistent- og cheftræner.
Efter sin afsked i 2015 har Jack Majgaard stået i spidsen for nogle af de største klubber i skandinavisk og international kvindefodbold, herunder FC Rosengård i Sverige, Vålerenga og Molde i Norge samt senest San Diego Wave i den amerikanske NWSL. I disse klubber har han vundet både liga- og pokaltitler samt deltaget i to kvartfinaler i UEFA Womens Champions League.
Tilfredshed i klubbens ledelse
Ifølge adm. Direktør i Lyngby Boldklub, Andreas Byder, er ansættelsen af Jack Majgaard et vigtigt signal om retningen for Lyngbys kvindefodboldprojekt.
– Kvindefodbolden bliver de kommende år en integreret del af vores professionelle setup, og det er en blåstempling af vores nye strategi og visioner, at projektet allerede nu kan tiltrække en kapacitet som Jack Majgaard, siger Andreas Byder til klubbens hjemmeside
Byder fremhæver kombinationen af faglighed, international erfaring og Majgaards tidligere tilknytning til klubben.
Jack Majgaard selv ser frem til at skulle stå i spidsen for udviklingen af det nye setup i Lyngby BK.
– Det motiverer mig at kunne starte næsten fra bunden med et projekt, hvor jeg kan bruge mine erfaringer til at skabe næste generation af Lyngby-talenter, udtaler Jack Majgaard.
Jack Majgaard peger samtidig på, at udviklingen af unge spillere er en af de mest centrale udfordringer i kvindefodbolden i disse år, og at Lyngby BK har mulighed for at bidrage markant på området.
Ambitiøs strategi
Kvindefodbolden i Lyngby Boldklub er etableret som en del af klubbens strategi “Nye rammer – større mod – samme sjæl”. Visionen er at skabe et fuldt integreret akademi- og seniortilbud for piger og kvinder i tæt samarbejde med herreafdelingen.
Målet er på sigt at etablere et seniorhold på øverste niveau baseret på en bæredygtig drift og en trup, hvor mindst halvdelen af spillerne er udviklet i klubbens eget akademi.
Strategien indebærer blandt andet etableringen af et seniorhold og to akademihold – U16 og U19 – i 2026, samt yderligere aktiviteter for yngre spillere. Samarbejdsklubber i lokalområdet inviteres til at deltage, og Lyngby Boldklub sigter efter at øge antallet af pigespillere med 30 procent. De første træningspas forventes at begynde i februar.

















