For Viborg FF’s U16-pige divisionshold har efteråret været en periode med markant udvikling, både individuelt og kollektivt. Viborg FF’s U16-piger ligger solidt på førstepladsen med 11 sejre i 11 kampe, med en målscorer på 70-2.
Når cheftræner Jens Ebbesen Nielsen vurderer holdets præstationer i efteråret, handler det dog ikke kun om resultaterne på banen. Selvom holdet har leveret solidt, er det i højere grad spillestilen og de principper, der er blevet implementeret, som han hæfter sig ved.
– Jeg hæfter mig ikke så meget ved selve resultaterne fra divisionen, men mere på måden, resultaterne er kommet til, siger han og understreger, hvordan spillerne har formået at omsætte de taktiske principper til praksis på banen.
Den defensive disciplin er et af de områder, træneren er særligt stolt af.
– Vi har en defensiv base, som ikke er nem at nedbryde, og det har vi set konsekvent i efteråret, forklarer han. Holdet har skabt et højt bundniveau og har undgået de store nedture, som kan ramme mange hold i en lang sæson.
Der er dog enkelte højdepunkter, der skiller sig ud for Jens Ebbesen Nielsen. En af de mest markante begivenheder var et samarbejde med Viborg FF’s U16 drengehold.
– Vi har etableret et super godt samarbejde med Viborg FF på drengesiden, hvor vi hver uge har piger med i forløb og drenge med i vores træning. Det er et initiativ, der skubber til den individuelle udvikling, forklarer cheftræneren.
“Det var en fantastisk oplevelse at møde topklubber som Arsenal, Lyon og Real Madrid. Vi viste et niveau og stabilitet, som jeg ikke tidligere har set”
– Det var en turnering, hvor holdet virkelig fik vist deres styrke og ikke mindst fremført Viborg FF’s logo på en imponerende måde. siger Lars Ebbesen Nielsen til FODBOLD FOR PIGER.
Når vinterpausen nu står for døren, er det tid til både afslapning og fysisk vedligeholdelse. Den korte pause på kun fire uger skal give spillerne mulighed for at få noget velfortjent hvile og hygge sig med julens festligheder, men samtidig opretholde en god fysisk form.
Forårstræningen kommer til at byde på en række spændende udfordringer, herunder træningskampe mod liga-hold og deltagelse i et stævne for drengehold. Dette skal hjælpe holdet med at komme op i tempo, inden den kommende pokalturnering og ligaen går i gang i marts.
Målet for foråret er klart: At fortsætte udviklingen – både individuelt og kollektivt.
– Vi vil fortsætte med at fokusere på den individuelle og kollektive udvikling. Vi skal være stærkere til sommer, end vi er nu, siger Ebbesen Nielsen. Han understreger, at der muligvis vil være større rotation i truppen, med flere spillere, der får spilletid på drengehold eller U19, samt mulighed for at komme tættere på B-ligaen.
Med et stærkt fundament, et klart fokus på udvikling og ambitiøse mål for foråret er der meget at glæde sig til for Viborg FF’s U16-piger i den kommende sæson.
















