Efter et historisk år med EM i Schweiz og topkampe i europæisk fodbold hædres den 36-årige dommer for sine præstationer på allerhøjeste niveau. Det er andet år i træk at en kvindelig dommer bliver valgt som årets dommer.
Hun har dømt kampe på de største scener i europæisk fodbold – og nu bliver indsatsen belønnet herhjemme. 36-årige Frida Klarlund er blevet kåret som Årets Dommer 2025 efter et ekstraordinært år fyldt med toppræstationer både nationalt og internationalt.
Sommeren 2025 blev et historisk højdepunkt i Klarlunds karriere, da hun som den første danske dommer i 28 år repræsenterede Danmark ved kvindernes EM-slutrunde i Schweiz. Men EM-deltagelsen var langt fra den eneste milepæl i et år, der har cementeret hendes position blandt Europas bedste dommere.
Prisen som Årets Dommer tildeles efter indstilling fra en bred jury bestående af Superliga-dommere, kvindelige dommere samt DBU’s dommerudvalg, der alle har peget på Frida Klarlund som årets mest markante profil.
Til daglig dømmer Klarlund i kvindernes A-Liga, men hun har også gjort sig gældende i herrernes 1. og 2. division. Derudover har hun flere gange haft roller som både 4. dommer og VAR-dommer i Superligaen – et vidnesbyrd om hendes alsidighed og høje faglige niveau.
– Det har været et helt særligt år med mange store oplevelser, hvor EM i Schweiz var et af højdepunkterne. Jeg har også fået lov til at være en del af slutopgørene i Champions League og Nations League. Derfor betyder det enormt meget at få denne anerkendelse fra mine kolleger, og jeg er samtidig taknemmelig for den store støtte fra min familie, siger Frida Klarlund til DBU.
Hæderen kom som en overraskelse for Klarlund, der modtog prisen under årets elitedommersamling i Fredericia, hvor omkring 150 dommerkolleger var samlet.
Siden 2023 har Frida Klarlund været kategoriseret som elitedommer hos UEFA, hvilket har åbnet døren til de største internationale turneringer, herunder EM-slutrunder og UEFA Women’s Champions League. I dag er hun samtidig den højest rangerende kvindelige fodbolddommer i Danmark – og et forbillede for en ny generation af dommere.

















