Ny nøglefigur skal bygge bro mellem talent og topniveau i Kolding IF

0
195
Ida Marie Kvist Andersen er ny transaktions og assistenttræner i Kolding IF. Foto: Kolding IF

Med ansættelsen af Ida Marie Kvist Andersen styrker Kolding IF A-Liga trænerteamet og sætter markant fokus på overgangen fra ungdom til senior.

Kolding IF tager et vigtigt skridt i klubbens langsigtede talentstrategi. Klubben har netop ansat Ida Marie Kvist Andersen som ny transitions- og assistenttræner på A-Ligaen – en rolle, der skal være med til at sikre, at unge talenter får de bedst mulige forudsætninger for at tage springet til seniorfodbold.

Ida kommer senest fra en stilling som børneudviklingstræner i Odense Boldklub, hvor hun gennem de seneste to år har arbejdet målrettet med talentudvikling, læringsmiljøer og det menneskelige aspekt af fodbolden. Her har hun været en central del af arbejdet med at skabe trygge, ambitiøse og udviklende rammer for de yngste spillere.

Rejsen til elitemiljøet i Kolding er dog ikke startet i de største klubber. Med rødder i en lille lokal fodboldklub på Sydfyn har Ida gradvist opbygget et stærkt og alsidigt CV – drevet af faglighed, nysgerrighed og en tydelig passion for spillerudvikling.

I Kolding IF bliver hun nu en del af en struktur, der skal binde ungdoms- og seniorafdelingen endnu tættere sammen. Netop det ser cheftræner Lasse Skovhøj som afgørende for klubbens fremtid:

– Det har været en klar prioritet for os at styrke teamet omkring A-Ligaen og skabe en struktur, der giver spillerne de bedste forudsætninger. Her bliver Idas rolle meget vigtig. Hun kommer med en stærk idrætsfaglig baggrund, er didaktisk og formidlingsmæssigt utrolig dygtig og har arbejdet med fodbold på mange niveauer. For os handler det om at sætte endnu større fokus på det enkelte talent og gøre overgangen fra ungdom til senior så stærk som muligt, siger han til klubbens hjemmeside.

Ida Marie Kvist Andersen ser selv frem til at tage næste skridt i sin trænerkarriere:

– Jeg er enormt glad for at have fået muligheden for at blive en del af et spændende og udviklende elitemiljø. Rollen som assistent- og transitionstræner er det rigtige skridt for mig – både fagligt og personligt. Jeg glæder mig til at komme i gang og til at arbejde tæt med både stab og spillertrup, siger hun til klubbens hjemmeside.