Velkendt ansigt er ny spiller i Fortuna Hjørring

0
184
Signe Carstens vender hjem til Fortuna Hjørring, efter hun forlod klubben i 2024. Foto: Bente Poder

Ikke mange timer før transfervinduets deadline har Fortuna Hjørring kunne offentliggøre hjemkomsten af Signe Carstens, der skifter Vestegnen ud med det nordjyske. 

Den 23-årige midtbanespiller har allerede 73 kampe for Fortuna Hjørring på CV’et, og det tal skal nu øges, når hun vender hjem til Fortuna Hjørring, efter ophold i skotske Celtic, svenske AIK og et halvt år på Vestegnen for Brøndby IF.

I Brøndby delte hun trup med hendes tvillingesøster, Mathilde Carstens, som hun også var holdkammerat med, da hun sidst spillede i Fortuna Hjørring. Nu skilles de to ad, men Signe Carstens er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning:

Jeg glæder mig over, at jeg igen er kommet hjem til Fortuna. Klubben har længe været i mine tanker, og var førsteprioritet på min ønskeliste, siger den 23-årige midtbanespiller, der oprindeligt kommer fra Frejlev udenfor Aalborg.

I hendes tid i Brøndby har spilletiden ikke været som ønsket, med kun otte kampe for de blå og gule. Derfor er ambitionen at højne mængden af minutter på banen, når hun gentræder græsset i Hjørring:

– Jeg satser stærkt på, at jeg får mere spilletid, end jeg gjorde i Brøndby. Min ambition er helt klart at hjælpe klubben det bedste jeg kan frem mod medaljer, og vil selvfølgelig også gerne spille mig ind omkring det danske landshold igen, forklarer Signe Carstens i forlængelse af offentliggørelsen.

Den 23-årige midtbane spiller skal bære trøjenummer 21, når A-Liga Mesterskabsspillet går løs, og Fortuna Hjørring skal kæmpe med om Danmarksmesterskabet.