Emma Færge: Positiv omkring konkurrencen i bagkæden

0
134
Emma Færge spiller til dagligt i ACF Fiorentina i den italienske Serie A. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Konkurrencen i bagkæden er blevet større i de seneste to landskampe under Jakob Michelsen. Konkurrencen er dog kun på den gode måde, mener landsholdsspiller Emma Færge.

FODBOLD FOR PIGER har snakket med Emma Færge under den nuværende landsholdssamling, hvor Danmark skal spille to VM-kvalifikationskampe. Vi har snakket med den 25-årige forsvarsspiller om konkurrencen i bagkæden:

– Der er kommet mere konkurrence i forsvaret. Vi har fået to rutinerede spillere tilbage. Så det gør, at der er mere konkurrence, men jeg synes kun, at det er på en god måde, fortæller Emma Færge.

Landsholdsspilleren gør sig til dagligt i den italienske Serie A, hvor hun spiller for ACF Fiorentina, der lige nu ligger sekser i tabellen.

 

Konkurrence under Michelsen

Under en ellers skuffende EM-slutrunde i 2025 var Emma Færge fast spiller i den danske tre-backkæde, men efter Jakob Michelsens tiltrædelse har spilletiden været hyppigere fordelt mellem flere spillere. Emma Færge anser dog kun konkurrencen for en positiv udvikling, hvor flere kvaliteter kan bringes i spil.

– Vi har nogle forskellige kvaliteter, som vi kan bidrage med. I og med at det også er to rutinerede spillere, der er med, så kan de også være med til at give mig noget læring, siger den danske forsvarsspiller.

– Men selvfølgelig stræber jeg efter gerne at ville spille.

Selvom det er god læring at indhente, så lægger Emma Færge ikke skjul på, at hun vil spille sin chance i træningerne for at overbevise Michelsen om, at det er hende han skal spille fra start i de kommende to landskampe.

– Men selvfølgelig stræber jeg efter gerne at ville spille. Så jeg giver den gas til træning og prøver at vise mig frem på bedst mulig vis, fortæller Emma Færge.

 

Ingen præferencer

Landsholdet har tidligere varieret mellem en tre-backkæde og fire-backkæde, hvor altså man enten spiller med klassiske fullbacks eller moderne wingbacks. Emma Færge har ingen foretrækninger i forhold til position.

– Jeg finder mig fint tilfreds i begge positioner. I Fiorentina spiller vi også i en fire-backkæde, så den føler jeg mig egentlig også fin tryg i og har også spillet en tre-backkæde, forklarer Emma Færge.

Om Michelsen starter med tre eller fire i bagkæden, finder vi ud af den tirsdag aften, når Emma Færge og resten af den danske trup skal i aktion. Her tager de imod Serbien i VM-kvalifikationen klokken 18:00 på Hybel Arena Horsens.