Ifølge Hasbo bliver de kommende opgør en test af holdets defensive organisation. Danmark skal stå kompakt, arbejde struktureret og sikre, at modstanderne ikke får rum centralt.
– Det bliver nogle kampe, hvor vi virkelig skal vise, hvad vi kan defensivt. Vi skal stå stærkt, men samtidig holde fast i det, vi gerne vil med bolden, forklarer hun.
Holdet har internt talt om at være både ambitiøse og realistiske. Modstanderne er stærke, men Hasbo understreger, at den danske trup rummer betydelig kvalitet.
– Hvis man kigger på de spillere, vi har, så har vi virkelig også kvalitet til at være med. Jeg glæder mig bare utrolig meget til at komme i gang, siger Hasbo.
Serbien: En kamp, der kan passe Danmark
Forberedelserne til kampen mod Serbien er allerede i gang. Videoanalyser har givet et billede af et hold, der gerne vil have bolden og tage initiativ.
Hasbo forventer, at Danmark kan få mulighed for at dominere perioder af kampen, men kun hvis organisationen er på plads.
– Vi skal stå stærkt i vores organisation og holde dem væk fra vores mål. Ingen bolde ind centralt, siger hun.
Samtidig fremhæver hun truppens fysiske styrke som en vigtig faktor.
– Vi er fysisk stærke, og det er noget, vi skal matche mod Serbien. Jeg tror, det er en kamp, der kan ligge godt til os, udtaler hun.
Årets første samling giver også anledning til at tage temperaturen på holdet. Flere spillere har skiftet klub i løbet af vinteren, og det kan give et løft.
– Nogle gange kan et klubskifte give fornyet selvtillid. Man kommer ind i et nyt miljø og får mulighed for at vise, hvad man kan, forklarer Hasbo.
I landsholdslejren handler det nu om at omsætte forberedelserne til præstationer på banen. Med fokus på struktur, fysik og kvalitet i spillet ser Josefine Hasbo frem mod kampene med både spænding og tro på holdets muligheder.