AaB henter international kapacitet til nøglerolle

0
45
Jessica Rodriguez er ny Head of Football and Coaching. Foto: AaB Women.

Jessica Rodriguez skal samle trådene i AaB Women og Pige Akademiet og løfte strukturen, talentudviklingen og trænerkulturen til næste niveau.

AaB Women / Pige Akademiet har indgået en aftale med den internationalt erfarne træner Jessica Rodriguez, der tiltræder som ny Head of Football and Coaching. Med ansættelsen får hun det fulde sportslige ansvar for både kvindesenior og akademiet og skal stå i spidsen for den fortsatte udvikling på tværs af årgange.

Jessica Rodriguez kommer senest fra en rolle som assistenttræner i Fortuna og bringer både international erfaring, høj faglighed og et omfattende netværk med sig til Hornevej.

Rødder i La Masia

Rodriguez’ fodboldrejse begyndte tidligt. Som ungdomsspiller var hun en del af talentmiljøet i La Masia – et af verdens mest anerkendte akademier. Senere repræsenterede hun både FC Barcelona og RCD Espanyol på seniorniveau, før en trafikulykke satte et tidligt punktum for spillerkarrieren.

I stedet blev trænergerningen omdrejningspunktet. Rodriguez har UEFA A-licens samt spansk Pro-licens og har haft trænerroller i blandt andet B.93, Brøndby og Fortuna. Hun har arbejdet på højeste niveau i både Spanien og Danmark og har erfaring fra europæiske turneringer som UEFA Women’s Champions League.

Til klubbens hjemmeside fortæller Jessica Rodriguez om sin livslange passion for spillet:

– Fra en meget ung alder har fodbold været omdrejningspunktet i mit liv. Jeg begyndte at spille som blot 3-årig og opnåede min første træneruddannelse som 15-årig. Siden har jeg kontinuerligt udviklet mine kompetencer frem mod den professionelle trænerlicens, siger hun.

Hun har specialiseret sig i kvindefodbold, ledelse, analyse og scouting og har et klart fokus på at opbygge stærke, bæredygtige strukturer.

– Det er afgørende for mig at støtte og uddanne trænere, så de kan blive ægte rollemodeller – både på og uden for banen. Selvom det er vigtigt at vinde kampe, er min højeste prioritet at udvikle spillere og trænere samt opbygge stærke og bæredygtige strukturer, udtaler hun.

Med ansættelsen sender AaB et tydeligt signal om ambitioner. Jessica Rodriguez får det samlede sportslige ansvar for både Women og Pige Akademiet med reference til klubbens direktør.

Målet er at styrke den røde tråd fra de yngste årgange til seniorniveau og skabe en kultur, hvor både spillere og trænere udvikles systematisk.

Jessica Rodriguez har første arbejdsdag den 2. marts, hvor hun officielt indleder arbejdet med at sætte retning for næste kapitel i AaB Women og Pige Akademiet.