HB Køge ønsker at flytte standarden for, hvad der er muligt – og dermed tage medansvar for at udvikle dansk klubfodbold på kvindesiden. Men er klubben bevidst om, hvad den dermed forpligter sig til? Sådan spørger Allan Drost i sin ugentlige klumme om dansk kvindefodbold for FODBOLD FOR PIGER.
I en ny ugentlig klumme hos Fodbold For Piger vil fodboldtræner Allan Drost give analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
HB Køge og de nye standarder
I slutningen af maj 2025 blev det offentliggjort, at HB Køges kvindeafdeling kom på nye, amerikanske hænder, da ægteparret Angie og Chris Long købte sig ind i klubben.
I forvejen ejede Long-parret allerede den amerikanske klub Kansas City Current, der på få år har gjort et imponerende indtog på fodboldscenen i USA.
Overtagelsen af den tredobbelte danske mesterklub blev fulgt op af store armbevægelser og tydeligt formulerede ambitioner.
Eksempelvis fremgik det på klubbens hjemmeside samt i flere nyere, interviews hen over de seneste måneder, at man ønsker at sætte nye standarder for, hvad der er muligt for et dansk kvindehold – nationalt såvel som internationalt. Ikke kun for egen vindings skyld, men som et projekt, der skal løfte dansk kvindefodbold som helhed.
Det er en ambitiøs og i udgangspunktet sympatisk erklæring – men netop derfor også en erklæring, der forpligter langt ud over resultattavlen.
For i det øjeblik man taler om at tage medansvar for udviklingen af dansk klubfodbold, flytter man sig fra at være en stærk konkurrent til at være en normskabende aktør. Og normer måles som bekendt ikke på ord – men derimod på handlinger.
Det er svært at kritisere HB Køge for ambitionsniveauet. Det er endnu sværere – men også langt vigtigere – at diskutere måden ambitionen udøves på.
Når overliggeren hæves, ændres spillets regler
Med det amerikanske ejerskab i ryggen har HB Køge på under et år accelereret udviklingen markant. Klubben har professionaliseret sig i et tempo, ingen andre i A-ligaen aktuelt matcher.
Det er her på sin plads at anerkende, at HB Køge på flere parametre har løftet ligaen markant. Klubben har dygtigt formået at tiltrække danske landsholdsprofiler hjem til A-ligaen i en tid, hvor udlandet – særligt Sverige, Tyskland og England – længe har været det naturlige næste skridt for de bedste spillere.
At kunne hente navne som Nada Nadim, Rikke Marie Madsen, Mille Gejl og Simone Boye hjem i direkte konkurrence med andre danske topklubber vidner om et sportsligt setup og en organisatorisk professionalisme, der aktuelt overgår resten af feltet – og som for få år siden var helt utænkelig i dansk klubfodbold.
Det er ikke givet, at HB Køge skulle have valgt den nationale linje. Med sportsdirektør Jonas Nielsens stærke internationale netværk – særligt i USA, hvor han tidligere har haft indflydelse på rekrutteringer i A-ligaen – kunne klubben uden større vanskelighed have orienteret sig endnu mere udad og bygget et endnu tungere internationalt mandskab. I stedet har man i betydeligt omfang investeret i danske profiler og dermed været med til at styrke ligaens samlede kvalitet og synlighed.
Det fortjener stor anerkendelse. Men acceleration har også konsekvenser.
For når Brøndby IF – den første klub i Danmark, der overgik til fuldtidsprofessionalisme på kvindesiden – åbent melder ud, at man økonomisk ikke er i nærheden af at kunne følge med HB Køge, er det ikke blot en intern klubkommentar. Det er et strukturelt varsel, som fortæller at HB Køge ikke bare har hævet barren. Man har flyttet den et sted hen, hvor selv ligaens historiske flagskibe har svært ved at nå den.
Medansvar er mere end at løbe først
At hæve overliggeren er ikke i sig selv et problem – tværtimod kan det være en forudsætning for international relevans. Men når ambitionen ledsages af ønsket om at løfte dansk kvindefodbold som helhed, opstår et afgørende spørgsmål:
Hvordan ser ansvar ud i praksis?
Handler det om at:
- skabe et forspring, som kun én klub kan udnytte?eller
- hæve niveauet på en måde, hvor den danske liga – som er en udviklingsliga – reelt bliver den rugekasse for de absolut bedste spillere i hver årgang som skal gøre os konkurrencedygtige i international sammenhæng mange år frem? Altså en liga, hvor dansk talent fortsat udvikles og forløses?
For de to ting er ikke dét samme.
Mai Wendicke – lakmusprøven
Det er her, at casen med Mai Wendicke bliver afgørende.
HB Køge har i det netop overståede transfervindue købt 19-årige Mai Wendicke i Kolding IF – af mange udråbt som det største offensive talent med dansk pas i sin årgang. Et køb, der i sig selv signalerer ambition. Men konteksten er uomgængelig.
I Kolding spillede hun fast, hvor hun i HB Køge nu er én blandt mange.
Samtidig har klubben valgt at udleje Emelia Oskarsdóttir til FC København. Oskarsdóttir er:
- på samme alder
- spiller samme position
- og har søgt væk fra HB Køge, fordi udsigten til spilletid var begrænset.
Det efterlader et spørgsmål, der ikke kan fejes væk med snak om konkurrence:
Hvordan harmonerer det med ambitionen om at løfte dansk fodbold, hvis ligaens største unge offensive talent hentes – for derefter at risikere en rolle på bænken?
Hvis Mai Wendicke ender som marginalspiller i HB Køge, bliver det svært at argumentere for, at dansk talentudvikling er styrket. Så er den snarere opsuget.
Talentudvikling eller talentopsamling?
HB Køges offensive besætning er i forvejen massiv:
Nadia Nadim har akkurat som forventet vist sig at være et niveau over mange af de øvrige offensive spillere i A-ligaen og tilføjer såvel ligaen i almindelighed som HB Køge i særdeleshed en betydelig X-faktor – positionsmæssigt må hun forventes at blive den direkte konkurrent til Mai Wendicke på 9’er positionen.
Derudover er der betydelig offensiv firepower på holdet i skikkelse af Cassandra Korhonen, Jereko, Rikke Marie Madsen og Mille Gejl – for slet ikke at tale om Kyra Carusa der ’vender hjem’ og tilslutter sig truppen når sæsonen 2026-2027 tager sin begyndelse.
I et sådant miljø er der meget lidt plads til fejl og endnu mindre plads til tålmodig udvikling.
Derfor er spørgsmålet, hvor meget HB Køge med købet af Mai Wendicke reelt har taget ansvar på dansk fodbolds vegne. Det kræver i hvert fald at man aktivt udviser en villighed til at videreudvikle på et i forvejen godt råmateriale – ensbetydende med en betydelig mængde spilletid til Mai Wendicke – eftersom talentudvikling kræver minutter – og ikke kun signalværdi.
Akademiet i ambitionens skygge
HB Køge har opnået ligastatus som akademi – en vigtig milepæl. Men samtidig bliver springet fra U19 til fast A-liga-spiller stadig større, netop fordi ambitionerne på førsteholdet er så høje.
Det er et legitimt strategisk valg – men også et valg, der bør omtales ærligt. For jo højere overliggeren hæves, desto færre kan komme over den.
Lad mig i parentes bemærke, at der er langt mellem unge spillere under 20 år, som får betydelige minutter hos HB Køge – endsige spillere der kommer op fra eget akademi og slår igennem på førsteholdet. Alberte Vingum og til dels Augusta Callesen synes vel at være de eneste i den nuværende trup – og sidstnævnte spiller endnu ikke mere end omkring halvdelen af alle tilgængelige kampminutter (baseret på antal spilleminutter i A-ligaens grundspil, efteråret 2025).
Andre eksempler på dette er spillere som Vibeke Andersen og Emilie Holt – to (danske) spillere – som begge er skiftet væk fra Køge i det netop overståede transfervindue i jagten på kontinuerlig spilletid
Den egentlige prøve
HB Køge har vist, at man kan hæve ambitionen. Nu skal klubben vise, at man kan gøre det uden at svække den fødekæde, man siger, man vil styrke.
For hvis overliggeren hæves så hurtigt, at danske talenter mister fodfæste på vejen derop, risikerer man i stedet for at løfte dansk kvindefodbold netop at efterlade konkurrenterne tilbage på perronen mens HB Køge-toget buldrer derudaf, hvilket på sigt kan skabe en liga hvor alle andre end HB Køge må gøre op om de sekundære placeringer – og hvor det bliver svært at se hvem der skal presse Svanerne i deres jagt på et – måske – forudsigeligt mesterskab.
Og er en sådan konkurrencesituation virkelig udviklende for dansk klubfodbold?
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik. Han er i bessidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling.
Herunder kan du finde to tidligere klummer af Allan Drost:
