Laiba Khan og Sophie Bagger skal styrke holdet i jagten på en stærk forårssæson i B-Ligaen.
B.93’s kvindehold har sat de sidste brikker på plads i truppen før forårssæsonen. Klubben har hentet Laiba Khan og Sophie Bagger, der bliver de sidste tilføjelser til holdet inden anden halvdel af sæsonen i B-Ligaen, går i gang.
Med de to nye spillere på plads står B.93 nu med en trup, der ifølge klubben er klar til at tage kampen op i foråret – både defensivt og offensivt.
Sportschef for B.93’s kvindesenior, Tonny Jørgensen, ser frem til at få de nye spillere i spil og mener, at begge kan bidrage med markante kvaliteter til holdet.
– Laiba er en hurtig, venstrebenet spiller, der kan dække både back- og kantpositionen. Jeg kender hende fra min tid i Brøndby, hvor jeg fik et godt indtryk af hendes kvaliteter, og hun bliver en stærk tilføjelse til vores trup, siger Tonny Jørgensen til klubbens hjemmeside.
Han fremhæver især hendes offensive kvaliteter som noget, holdet kan få stor glæde af i foråret.
Samtidig ser han også frem til at arbejde med Sophie Bagger, som han beskriver som en spiller med særlige kompetencer.
– Sophie bliver en spændende joker for os i offensiven. Jeg kender også hende fra min tid i FC Nordsjælland, hvor hun viste nogle rigtig interessante kvaliteter. Hendes helt store styrke er hendes spark, som er i særklasse, siger sportschefen.
Spillere glæder sig til nye udfordringer
Begge spillere har allerede haft deres første træninger i klubben og fortæller, at de hurtigt er faldet til i miljøet.
Laiba Khan ser B.93 som det rigtige sted at fortsætte sin udvikling.
– Jeg har fået et rigtig godt indtryk af både rammerne og ambitionerne i klubben. Jeg ser derfor B.93 som et oplagt sted for mig at fortsætte min udvikling og tage næste skridt i min karriere, siger hun til klubbens hjemmeside.
Også Sophie Bagger fremhæver klubbens projekt og miljø som afgørende for hendes skifte.
– Jeg har haft nogle rigtig gode dialoger med klubben, og projektet tiltaler mig meget. Jeg har fået et rigtig positivt indtryk af både miljøet og ambitionerne, og pigerne har taget rigtig godt imod mig, siger hun til klubbens hjemmeside.
Begge spillere kan allerede få deres første minutter i B.93-trøjen på søndag, hvor holdet åbner forårssæsonen hjemme mod AaB på Svanemølleanlægget i Sparekassen Danmark Arena.
Klubben håber, at de to nytilkomne spillere kan være med til at give holdet et ekstra løft, når forårets kampe i B-ligaen går i gang.
















