Brøndby IF forfremmer klubikonet Eslund

Foto: Brøndby IF

Brøndby IF meddeler fredag, at man har forlænget aftalen med Theresa Eslund, som fremover overgår til en fuldtidsrolle som assistenttræner.

Siden sommeren 2024 har Theresa Eslund været ansat i trænerstaben hos Brøndby IF, hvor hun også tilbragte størstedelen af sin aktive karriere som spiller.

Siden har hun været ansat som Head of Player Development, men nu opgraderes hun til en stilling med endnu større ansvar.

Fredag meddeler Brøndby IF således, at man samtidig med at have forlænget Eslunds aftale også har forfremmet hende til assistenttræner på fuld tid.

Ifølge Head of Women’s Football i Brøndby IF, Kim André Pedersen, er det en naturlig udvikling.

– Theresa har imponeret os fra dag ét. Hun har høj faglighed, et stærkt blik for udvikling og en personlighed der smitter positivt af på både spillere og stab. Med en fuldtidsaftale understreger vi, at spillerudvikling er et strategisk fokusområde for os, og at Theresa er en central del af den rejse, siger han til klubbens hjemmeside.

Selv glæder hovedpersonen sig også over den nye rolle.

– Jeg er meget glad for at få muligheden for at arbejde fuldtid i Brøndby IF. Klubben betyder enormt meget for mig, og jeg brænder for at bidrage til udviklingen af både spillere og miljøet omkring holdet. Det er et spændende projekt, og jeg ser frem til at bygge videre på det arbejde, vi allerede har sat i gang, siger Eslund.

Som spiller nåede Eslund 314 kampe for Vestegns-klubben, mens hun i udlandet nåede at repræsentere Vålerenga, Seattle Reign og Melbourne City. Samtidig spillede hun hele 133 landskampe for Danmark.