Sundby angriber nyder livet i B-Ligaen: “Det er federe med mere fysik og tempo”

Sundby-topscoreren glæder sig over holdets udvikling og stærke sæson efter sejren mod AaB

Artiklen bringes i samarbejde med divisionsbold.dk og er skrevet af Anders Juncker Nielsen. 

Der var smil og tilfredshed hos Sundbys angriber og topscorer Sissel Bøje, da hun efter kampen mod AaB satte ord på både opgøret, sæsonen og livet i B-Ligaens Kvalifikationsspil.

Ifølge offensivspilleren leverede Sundby en stærk præstation fra kampens begyndelse, hvor holdet lykkedes med at følge de aftaler, der var lagt inden opgøret.

– Vi kom godt fra start og holdt de aftaler, vi havde lavet inden kampen. Og så kørte vi hårdt på, sagde Sissel Bøje efter kampen.

Sissel Bøje har tidligere spillet i C-Ligaen, men oplever tydelige forskelle efter skiftet til B-Ligaen. Særligt intensiteten og det fysiske aspekt i kampene fremhæver hun som noget positivt.

– Jeg synes, der er forskel på den måde, der bliver spillet fodbold på. Der bliver gået lidt mere til den i tacklinger og dueller. Jeg synes, det er federe i denne liga, fordi der kommer mere fysik og hurtighed, sagde Sundby-angriberen.

Næste opgave for Sundby bliver topopgøre på udebane mod B93 fredag d. 22. maj.