Kasper Kurland sætter ord på, hvordan FC Nordsjælland formår at bevare et højt niveau trods udskiftninger på både spiller- og trænerfronten.
Selvom FC Nordsjælland ved udgangen af denne sæson siger farvel til flere nøglepersoner som Chris Sargeant, Anna Walter og Josefine Funch, er klubben godt rustet til at fortsætte med at udvikle både spillere og trænere.
Kasper Kurland, der i flere år har haft rollen som Head of Coaching og Teknisk Direktør på kvindesiden i FC Nordsjælland fremhæver, hvordan klubbens stærke kultur og identitet sikrer kontinuitet.
– Jeg er jo rundet af, at vi i den her klub er vant til at have udskiftninger, og at vi stadig kan fortsætte med det, som vi altid har gjort.
– Kulturen og identiteten – måden vi spiller, træner og arbejder på – er så stærkt forankret i klubben, at jeg ikke kan forestille mig, at det ikke skulle fortsætte, lyder det fra Kasper Kurland i et interview med Fodbold For Piger.
Kurland understreger også, hvorfor det er vigtigt for FCN at prioritere unge spillere, da det er en central del af klubbens identitet.
– Jeg kan heller ikke forestille mig, at klubben ikke vil have fokus på at spille med unge spillere. Det er jo også det DNA, som vi har i klubben. Jeg glæder mig til at følge med i, at klubben fortsætter med at udvikle sig og blive endnu stærkere.
– Så jeg er fuld af tiltro til, at tingene kommer til at fungere, fordi vi i historien i klubben har været vant til at give muligheder til spillere og stab, siger Kasper Kurland.
På trænerfronten stopper Chris Sargeant, og assistenttræner Amy Harrison overtager rollen som cheftræner fra næste sæson. Et valg, der ifølge Kasper Kurland skaber en mere gnidningsfri overgang og skaber kontinuitet.
Ved udgangen af sæsonen forlader Kasper Kurland også selv FC Nordsjælland efter 13 år for at overtage trænerrollen i den hollandske storklub PSV Eindhoven.












