FCK-anfører stopper karrieren

Foto: Andreas Højberg, FCK MEDIA

F.C. København må sige farvel til deres anfører, der efter sæsonen indstiller karrieren, da hun venter sit første barn til vinter.

F.C. Københavns kvindehold må efter denne sæson tage afsked med deres anfører, Julie Nowak, der stopper sin aktive karriere.

Den 30-årige forsvarsspiller har valgt at indstille karrieren, da hun venter sit første barn til vinter.

Julie Nowak kom til FCK i forbindelse med klubbens etablering i sommeren 2024. Her fik hun debut samme efterår. Siden vinteren 2025 har hun været en central figur i truppen og har båret anførerbindet med stor betydning både på og uden for banen.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

For Julie Nowak er afslutningen på karrieren præget af stolthed over det, hun har været med til at opbygge i København.

– De ting, som vi har opnået i FCK, er for mig den perfekte måde at afslutte min karriere. Jeg er virkelig stolt af at kunne sige, at jeg har haft en stor del i, at FCK nu kan kalde sig et A-ligahold, siger Julie Nowak.

Hos FCK er der stor anerkendelse af anførerens indsats gennem de seneste sæsoner.

– Julie har stået i spidsen for holdet med hele sit hjerte og en stor viljestyrke. Hun er en anfører, der går forrest som et godt eksempel for andre, og hun har spillet en betydelig rolle i at få F.C. Københavns kvindehold op i den bedste række. Vi håber, hun fortsat kan bidrage til klubben fremover i en anden rolle omkring holdet, siger Romaney Pinnock, Head of Women’s Football i F.C. København.

Lørdag siger FCK farvel til både Julie Nowak og de andre spillere, der stopper i klubben efter sæsonen, når FCK spiller sæsonens sidste kamp mod FC Midtjylland.