Thy-Thisted-ikon stopper karrieren efter klubbens nedjusteringer

Foto: FC Thy - Thisted Q

Den 33-årige forsvarsspiller siger farvel til fodbolden efter en lang karriere med blandt andet 234 kampe for samme klub, pokalsucces og 30 danske ungdomslandskampe. Beslutningen kommer efter en turbulent periode i FC Thy-Thisted Q.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Efter 28 år på fodboldbanen har Line Sautrup Kristensen besluttet at indstille sin aktive karriere. Det oplyser den 33-årige forsvarsspiller i et opslag på sin Facebook-profil.

Gennem karrieren har hun repræsenteret OB, Team Viborg, Fortuna Hjørring og FC Thy-Thisted Q. Hun har desuden spillet 30 ungdomslandskampe for Danmark og kan se tilbage på en imponerende række af sportslige resultater.

Line Sautrup Kristensen er blandt andet blevet dansk U19-mester to gange og har været med til at vinde KvindePokalen. Derudover har hun tre pokalsølvmedaljer på cv’et og har spillet 234 kampe for den samme klub.

I sit afskedsopslag understreger hun dog, at karrieren ikke alene skal måles på titler og resultater.

– En lille reminder om, at det vigtigste måske aldrig var, hvad vi vandt – men hvem vi var for hinanden, skriver hun.

Forsvarsspilleren fortæller samtidig, at hun fortsat føler, at hun kunne have bidraget på banen, selv om hun nærmer sig sin 34-års fødselsdag. Alligevel er tiden ifølge hende kommet til at tage hul på et nyt kapitel.

– Jeg lukker og slukker selv mit kapitel. Mit liv og hjerte er i Thy, og det er på tide at opleve, hvad der er på den anden side, skriver hun.

Beslutningen kommer efter en periode med uro omkring FC Thy-Thisted Q. I opslaget retter Line Sautrup Kristensen en markant kritik mod klubben og beskriver, hvordan forhold uden for banen har påvirket hendes lyst til at fortsætte.

– Kærligheden til fodbold vil altid være der, men gnisten i mig er delvist slukket. Du kan altid forsøge at adskille det, der sker uden for banen, fra det, der sker på banen. Men når klubben er uærlig, svigter og bryder dig ned, tager det til sidst også den person fra dig, som du gerne vil være – både som spiller og som menneske. Derfor siger jeg fra, skriver hun.

Kritikken står for spillerens egen regning og fremgår af hendes personlige afskedsopslag.

Line Sautrup Kristensen afslutter med at takke de medspillere, modstandere og trænere, som hun har mødt gennem sine mange år i sporten. Den største tak sender hun til familien, der har fulgt og støttet hende gennem hele den 28 år lange fodboldrejse.