Djurgårdens Selma Svendsen og FC Midtjyllands Sofie Vendelbo er de store overraskelser i Jakob Michelsens landsholdstrup til de to kommende testkampe mod Canada.
Om mindre end en uge drager det danske landshold til Canada for at starte VM-forberedelserne med to testkampe, og her er der tre mulige debutanter med i truppen.
Mens Pernille Sanvig er med for anden gang, så er der to helt nye navne med blandt Jakob Michelsens trup på i alt 23 spillere.
Djurgårdens Selma Svendsen og FC Midtjyllands Sofie Vendelbo er for første gang udtaget til A-landsholdet. Sidstnævnte har aldrig tidligere været registreret for en U-landskamp, men hun også bliver FC Midtjyllands første danske, kvindelige landsholdsspiller, efter at Sanne Troelsgaard ikke har været udtaget siden skiftet til FCM.
Stopper-duoen Vendelbo og Svendsen afløser en skadet Isabella Obaze, mens Stine Sandbech er udeladt, efter at hun først i weekenden gjorde comeback efter en skadespause på fire måneder.
På keeper-posten er HB Køges Alberte Vingum udtaget, efter at Lene Christensen for nylig pådragede sig en skade under sit lejeophold hos Hammarby.
Derudover er det værd at bemærke, at Emma Snerle gør comeback efter næsten et år væk fra landsholdet.
I angrebet er Cecilie Fløe ude grundet en knæskade, som hun pådragede sig kort efter skiftet til den tyske storklub Wolfsburg. Real Madrids Signe Bruun havde muligheden for at gøre comeback i rødt og hvidt, efter at hun i de seneste uger har været tilbage i truppen for den spanske storklub, men hun er ikke udtaget.
Se hele truppen her:
Freja Thisgaard (Fortuna Hjørring)
Maja Bay Østergaard (Växjo DFF)
Alberte Vingum (HB Køge)
Simone Boye (HB Køge)
Emma Færge (Fiorentina)
Stine Ballisager (Bayern München)
Selma Svendsen (Djurgården)
Sofie Vendelbo (FC Midtjylland)
Frederikke Thøgersen (AS Roma)
Sara Ihrige (PSV)
Sofie Svava (Como 1907)
Janni Thomsen (London City Lionesses)
Emma Snerle (Fiorentina)
Mille Gejl (HB Køge)
Kathrine Kühl (Atletico Madrid)
Pernille Sanvig (BK Häcken)
Sofie Bredgaard (Fiorentina)
Caroline Møller (Benfica)
Anna Walter (Hammarby)
Olivia Holdt (Tottenham)
Cornelia Kramer (Leverkusen)
Amalie Vangsgaard (Aston Villa)
Pernille Harder (Bayern München)
Opgørene mod Canada spilles 9 og 12. oktober lokal tid.












