HB Køge Women skrev torsdag aften klubhistorie på Køge Stadion. I klubbens første hjemmekamp i Champions Leagues nye format blev schweiziske Servette besejret med hele 5-1, og dermed sikrede køgegenserne sig både deres første sejr og de første tre point i Champions League.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Der blev skrevet et nyt kapitel i HB Køge Womens europæiske historie torsdag aften, da 775 tilskuere på Køge Stadion kunne se hjemmeholdet besejre Servette med 5-1.
HB Køge Women havde tidligere været tæt på et stort resultat i Champions League, men mod det schweiziske mandskab kom den historiske sejr i hus efter en stærk præstation, hvor især første halvleg lagde fundamentet.
Schultz åbnede scoringen
Kampen begyndte jævnbyrdigt, men efter otte minutters spil slog HB Køge Women til. Efter et frispark uden for feltet blev bolden sendt ind i Servettes straffesparksfelt, og efter lidt klumpspil endte den hos Macy Schultz, som bragte hjemmeholdet foran 1-0.
Servette fik efter 18 minutter en mulighed for at svare igen. Gæsterne kom ned til baglinjen og fik skabt en afslutningsmulighed, men HB Køge-keeper Lauren Kozal fik afværget.
Kort efter begyndte hjemmeholdet for alvor at sætte sig på opgøret. Nadia Nadim forsøgte sig efter 25 minutter med en afslutning uden for feltet, som Servettes keeper fik fingerspidserne på og sendte til hjørnespark.
To minutter senere lykkedes det Nadim at komme på måltavlen. Hun kom først på et indlæg og sendte bolden i nettet til 2-0.
HB Køge Women havde på dette tidspunkt fået godt greb om kampen. Hjemmeholdet havde meget af boldbesiddelsen og pressede Servette tilbage på egen banehalvdel, selvom schweizernes kompakte organisation til tider gjorde det vanskeligt at finde plads.
Tre mål før pausen
Efter 35 minutter blev føringen udbygget yderligere. Servettes Noémie Carage var uheldig og sendte bolden i eget net til 3-0.
Fem minutter senere opstod der en uheldig situation for gæsterne, da Servettes keeper kom til skade i forbindelse med en stor HB Køge-mulighed. Efter behandling måtte hun lade sig udskifte, men kunne selv forlade banen.
Der kom ikke flere scoringer inden pausen, og HB Køge Women kunne dermed gå til omklædningsrummet med en komfortabel føring på 3-0.
Servette svarede hurtigt igen
Gæsterne kom anderledes offensivt ud til anden halvleg. Kort efter pausen kom Lauren Kozal for sent i en tackling uden for feltet, hvilket udløste et gult kort og et frispark til Servette.
På det efterfølgende frispark kom Laila Ballesté Sciora først på bolden og reducerede til 3-1.
Servette forsøgte i begyndelsen af anden halvleg at lægge et større pres på hjemmeholdet og kom længere frem på banen. HB Køge Women fik dog gradvist arbejdet sig tilbage i opgøret.
Efter 64 minutter blev den tremålsføring, som holdet havde haft ved pausen, genetableret. Et frispark fra Servettes banehalvdel blev sendt mod det bagerste område, hvor Kyra Carusa kom først på bolden og headede den i nettet til 4-1.
Servette var tæt på endnu en reducering efter 75 minutter, da gæsterne spillede sig igennem HB Køges defensiv, men afslutningen ramte stolpen.
Óskarsdóttir satte punktum for historisk sejr
I kampens afsluttende fase kom HB Køge Women frem til flere muligheder, mens Servette også fik lidt mere plads i den modsatte ende uden for alvor at true hjemmeholdets føring.
To minutter før tid satte Emilia Óskarsdóttir det endelige punktum. Hun blev spillet helt fri med Servettes keeper og scorede sikkert til slutresultatet 5-1.
Dermed kunne HB Køge Women og de 775 tilskuere på Køge Stadion fejre en historisk aften. Sejren var klubbens første nogensinde i Champions League og sikrede samtidig HB Køge Women de første tre Champions League-point i klubbens historie.












