Den 18-årige FC Nordsjælland-profil har taget A-Ligaen med storm siden sin debut i august og belønnes nu for en september måned med fem mål og to assists.
Safi N’sira blev inden søndagens topbrag mellem FC Nordsjælland og HB Køge hædret af sine holdkammerater, da hun blev kåret til Månedens Spiller i A-Ligaen for september.
Ivorianeren fik sin officielle debut for FC Nordsjælland 15. august, da hun blev skiftet ind mod ASA Aarhus med omkring 20 minutter tilbage. Det skulle vise sig at blive lidt af en drømmedebut, da den 18-årige kantspiller både scorede og lagde op til et mål.
Siden har Safi N’sira for alvor taget A-Ligaen med storm.
På blot otte kampe har hun leveret ni mål og fem assists, og hun har på rekordtid markeret sig som en af ligaens mest iøjnefaldende profiler.
Alene i september stod hun for fem scoringer og to assists. Særligt hendes imponerende hattrick mod netop HB Køge viste, hvilket enormt offensivt potentiale den unge kantspiller besidder.
Tidligere på ugen satte Right to Dreams tekniske direktør, Flemming Pedersen, yderligere ord på N’siras potentiale. Han pegede samtidig på hende og holdkammeraten Grace Sery som to talenter, der kan nå helt til tops i kvindefodbolden:
– Det kan blive noget af det bedste, som vi nogensinde har set inden for kvindefodbolden.
De store ord kommer efter en september måned, hvor Safi N’sira for alvor har slået sit navn fast i A-Ligaen, sagde Flemming Pedersen.
Nu kan hun så bryste sig med endnu en titel: Månedens Spiller i A-Ligaen for september.












