FC Nordsjælland-spilleren blev efterudtaget til A-landsholdets to træningskampe mod Canada. Nu vil hun bruge sin første samling til at lære, vise sine kvaliteter og spille sig til muligheden for debut.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Carli Scheuer håber at få sine første minutter på A-landsholdet, når Danmark møder Canada i to træningskampe. FC Nordsjælland-spilleren blev efterudtaget til truppen og står nu foran en samling, hvor hun både vil suge erfaring til sig og forsøge at sætte sit aftryk.
Udtagelsen opfylder en ambition, hun har haft siden barndommen.
– Det er selvfølgelig stort, og det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var helt lille, at komme på A-landsholdet. Så det er en drøm, som er gået i opfyldelse. Det er en megafed mulighed, som jeg er utrolig glad for at få, siger Carli Scheuer til FODBOLD FOR PIGER.
En glædelig overraskelse
Scheuer var ikke med i den oprindelige trup. Hun havde været spændt på udtagelsen og var ærgerlig over ikke at være blandt de udvalgte, men var samtidig bevidst om, at hun ikke kunne tage en plads for givet.
Derfor kom det som en positiv overraskelse, da landstræneren efterfølgende ringede og tilbød hende en plads.
– Så ringede han og sagde, at han godt ville have mig med. Så jeg skulle lige omstille mig, men det var enormt positivt, og jeg blev megaglad over at skulle med. Jeg blev også selv overrasket på den gode måde.
Hun ser sine præstationer i klubben som det, hun selv kan påvirke. Fokus har derfor været på at gøre det så godt som muligt til træning og i kamp og lade landstræneren vurdere, om det skulle føre til en udtagelse.
Vil bruge erfaringen fra ungdomslandsholdene
Scheuer kommer til samlingen med erfaring fra ungdomslandsholdene. Hun mener, at de internationale kampe har været med til at forberede hende på muligheden på A-landsholdet, selvom hun forventer et højere niveau.
Hun genkender flere dele af landsholdssetup’et fra ungdomsårene, men ser frem til at mærke kravene på træningsbanen og lære sine nye holdkammerater at kende.
Den kommende VM-slutrunde er en del af perspektivet for landsholdet. For Scheuer er det dog først og fremmest den aktuelle samling, der fylder. Hun vil tage én dag ad gangen og få så meget læring som muligt ud af opholdet.
Håber at få chancen
Målet er at få debut mod Canada, men Scheuer går ind til kampene med realistiske forventninger. Hun ved, at spilletiden afhænger af trænerteamets beslutninger, og vil derfor koncentrere sig om at vise sig frem til træning.
– Jeg har klart et mål om at få debut, men igen er det uden for min kontrol. Jeg fokuserer bare på at gøre det så godt som muligt, og så håber jeg, at jeg får chancen og griber den.
Scheuer ser træningskampene som en mulighed for, at landstræneren kan afprøve nye spillere og løsninger. For FC Nordsjælland-spilleren bliver samlingen dermed en chance for både at udvikle sig og vise, hvad hun kan bidrage med på A-landsholdet.












