FC Nordsjælland henter sydafrikansk landsholdsspiller

Foto: FC Nordsjælland

FC Nordsjælland har forstærket sin A-Liga-trup med sydafrikanske Sibulele Holweni, der skifter til klubben fra University of Western Cape.

Lørdag eftermiddag kunne FC Nordsjælland bekræfte tilgangen af den 25-årige sydafrikanske landsholdsspiller Sibulele Holweni, som forstærkning til A-Liga-truppen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

FC Nordsjællands sportschef Jessica Davis fortæller, at klubben har fulgt Holweni gennem flere år og glæder sig til at få hende ind på holdet:

– Vi er utrolig glade for endelig at kunne byde Sibulele velkommen til FCN. Det er en spiller, vi har fulgt tæt gennem flere år, og som vi er overbeviste om kan få en stor betydning for holdet, når hun har fået mulighed for at udvikle sig yderligere i vores miljø, siger Jessica Davis til klubbens hjemmeside.

Jessica Davis fremhæver særligt Holwenis fodboldmæssige kvaliteter og ser et stort potentiale i den sydafrikanske landsholdsspiller:

– Vi ser hende som en spiller med et enormt uforløst potentiale, der vil trives med vores spillere og stab omkring sig. Hun er en stærk, intelligent og teknisk dygtig spiller, som har erfaring fra internationalt niveau med Sydafrika, fortsætter Jessica Davis.

Sibulele Holweni har allerede været på træningsbanen med sine nye holdkammerater og ser frem til at tage hul på et nyt kapitel i sin fodboldkarriere.

– Jeg er blevet taget utrolig godt imod i klubben, og det betyder meget at være et sted, hvor man føler sig hjemme. Jeg glæder mig til at give alt, hvad jeg har, bidrage til holdet og være med til at bygge videre på det gode arbejde, der allerede bliver gjort.

– Jeg er imponeret over den måde, klubben arbejder på, og den opbakning, jeg har mærket fra både staben og folkene bag kulisserne. Det giver mig endnu mere lyst til at bidrage med alt, hvad jeg har, og vise, hvad jeg kan, siger Sibulele Holweni til klubbens hjemmeside.

Inden skiftet til FC Nordsjælland spillede Sibulele Holweni for University of Western Cape og har siden 2019 også repræsenteret Sydafrikas kvindelandshold.