Vilde Vangsgaard viser vejen for Aston Villa – Brian Sørensens stime fortsætter

Med et oplæg og to flotte scoringer var Amalie Vangsgaard søndag arkitekten bag Aston Villas sejr på 2-3 ude mod Everton. Det var anden WSL-sejr i træk for Brian Sørensens tropper.

Efter en svær sæsonstart i Women’s Super League har Aston Villa under Brian Sørensens ledelse fået vendt skuden, og søndag hentede holdet den fjerde sejr ud af fem mulige under danskerens ledelse, efter hans midlertidige ansættelse tidligere i oktober.

Søndag fik han stor hjælp af en yderst velspillende Amalie Vangsgaard, der indtog en hovedrolle på Goodison Park hos Everton.

Der var blot spillet fire minutter, da Vangsgaard assisterede schweiziske Noelle Maritz, men den danske landsholdsangriber var kun lige begyndt.

Efter 32 minutter blev hun sendt afsted i dybden, og efter at have sat sin oppasser spottede hun Evertons keeper langt ude af sit mål, og med stort overskud sendte hun bolden i en kontrolleret bue i mål.

Efter pausen var Vangsgaard så igen på pletten, da hun dukkede op i det forreste område af feltet efter et indlæg fra venstresiden. Herfra satte hun konsekvent bolden i nettet til en 0-3-føring.

Everton fik to gange reduceret, men gæsterne fra Birmingham holdt stand og hentede dermed den anden sejr i træk i Women’s Super League, mens det var holdets fjerde sejr i fem kampe under Brian Sørensens ledelse, hvor holdet endnu har til gode at tabe.

Søndagens sejr Aston Villa op midt i tabellen med ni point efter ni kampe – samme pointantal som søndagens modstander. Amalie Vangsgaard står nu noteret for tre sæsonsscoringer i Women’s Super League.

Se mål og højdepunkter i videoen øverst i artiklen.