Ny pigefodboldklub på vej i Hovedstaden

0
1379

 

Boldklubberne Glostrup Albertslund (BGA) vil starte pigeafdeling op til næste år. Klubben satser på 7-8-årige og 11-12-årige piger og lægger ud med prøvetræninger i januar

Af Steen Trolle

En ny fodboldklub for piger er på vej på Vestegnen i København. Det er Boldklubberne Glostrup Albertslund (BGA), der på landsplan mest er kendt som flerdobbelte Danmarksmestre i futsal, der fra 2012 vil starte en pigeafdeling. I første omgang bliver det for piger på henholdsvis 7-8 år og 11-12 år.

BGA er en fusion af AIF Foldbold og Glostrup Fodbold Klub IF 32, og de to moderklubber har ikke haft piger i klubberne, bortset fra et enkelt U18-hold, der spiller futsal. Det besluttede bestyrelsen at ændre på for et år siden, og siden har BGA lavet et grundigt forberedelsesarbejde, hvor man haft konsulenter ind over, lavet brugerundersøgelser og gransket, hvor mange potentielle pigespillere der er i lokalområdet.

”Der er et potentiale på 3-400 pigespillere i området, men så mange har vi ikke kapacitet til at tage. Vi kan tage omkring 50 om året, og på baggrund de anbefalinger, vi har fået, har vi besluttet at starte med de 7-8-årige og de 11-12-årige,” fortæller BGAs formand Hans-Henning Jacobsen.

I første omgang inviteres til prøvetræning den 7.-8. januar i Glostrup og den 28.-29. januar i Albertslund. Hvis tilstrækkeligt mange piger melder sig, så er målet at kunne starte op med pigehold i marts 2012.

”Vi har en ide om, at det vil gøre vores forening mere hel, både sportsligt og socialt, hvis vi får piger med. Nu starter vi med de udvalgte årgange, og så er målet, at vi på sigt får fyldt alle årgange op,” forklarer Hans-Henning Jacobsen.

BGA har også en sportslig ambition med pigerne:

”Vi er den førende futsal-klub i Danmark på herresiden. Med tiden håber vi også at få et kvindehold, der kan gøre sig gældende i den absolutte elite inden for futsal,” siger formanden.

Boldklubberne Glostrup Albertslund træner tre forskellige steder i lokalområdet. De kommende pigehold skal træne på hhv. Glostrup Stadion og Albertslund Stadion.