Skovbakken slog tysk tophold

0
978
Pernille Harder - topscorer.
Pernille Harder.

Skovbakken gjorde en flot figur, da holdet i weekenden deltog som det eneste danske hold  i den internationale indendørsturnering Weltklasse i Bielefeld.

Skovbakken blev nummer tre ud af otte hold i turneringen, og tredjepladsen kom i hus efter en sejr på 6-5 over Turbine Potsdam, der har været i finalen i Champions League de sidste to år.

Skovbakken og Turbine Potsdam mødte også hinanden to gange i den indledende pulje. Her blev det til både en sejr og et smalt nederlag til århusianerne, som også slog Sparta Prag og Herforder i de indledende kampe.

Skovbakken tabte semifinalen til de senere vindere, SC 07 Bad Neuenahr. Tyskerne vandt 2-0 på mål, der blev scoret i de to sidste minutter.

Blandt Skovbakkens profiler var Pernille Harder, der blev stævnets topscorer med 10 mål. Også Sanne Troelsgaard gjorde en stærk figur, ifølge www.3f.dk/fodbold. Troelsgaard er 3F-ligaens mest scorende angriber, men hun stod på mål ved weekendens stævne og blev efterfølgende kåret til den 3. bedste målmand  ved årets udgave Weltklasse, som officielt har titlen ”33. Internationale Frauenfußball-Turnier um den Pokal der Sparkasse Bielefeld”.

RESULTATER VED WELTKLASSE 2012

1. SC 07 Bad Neuenahr 

2. Kopparbergs/ Göteborg FC 

3. Skovbakken IK 

4. 1. FFC Turbine Potsdam 

5. SG Essen-Schönebeck 

6. Herforder SV 

7. AC Sparta Prag 

8. SC Heerenveen