IF Lyseng hyrer tidligere VM- og OL-deltager som fysisk træner

0
1423
Renata Pytelewska-Nielsen, 48 år, skal være med til at udvikle en ny fysisk træningskultur i IF Lyseng i Aarhus.
Renata Pytelewska-Nielsen, 48 år, skal være med til at udvikle en ny fysisk træningskultur i IF Lyseng i Aarhus.
Renata Pytelewska-Nielsen skal være med til at udvikle en ny fysisk træningskultur i IF Lyseng

Renata Pytelewska-Nielsen, som i 1990erne vandt både EM-guld og VM-bronze i længdespring for Danmark, bliver ny fysisk træner i IF Lyseng PigeElite.

Aarhus-klubben, som er en af de 14 klubber, der har fået licens til den nye U17 DM-liga, opruster kraftigt på træningssiden, og Renata Pytelewska-Nielsen skal – som det formuleres – “sammen med klubbens hidtidige fysiske træner Peter Schandorff være omdrejningspunktet i udviklingen af en fysisk træningskultur og mentalitet hos pigerne, som markant skal understøtte og udvikle deres fodboldspil”.

“Der skal skrues op for den fysiske træningskultur, pigerne skal være stærke, spændstige, hurtige og mere eksplosive,” lyder det fra IF Lyseng.

EM-guld, OL-finale og dansk rekord

Mange danske sportsfans husker uden tvivl Renata Pytelewska-Nielsen fra diverse internationale atletikkonkurrencer i 1990erne. Hun er født i Polen, men stillede op for atletikklubben Aarhus 1900 og repræsenterede i 1990erne Danmark ved fire internationale mesterskaber..

Hun OL-debuterede for Danmark under OL i Barcelona 1992, hvor hun i finalen fik en 11. plads med et spring på 6,63 meter . I 1994 nåede hun karrierens højdepunkt med en bronzemedalje ved VM i Tokyo og sprang i Sevilla samme år karrierens længste spring på 6,96 meter, som stadig er dansk rekord. Det blev til guld ved EM indendørs i 1996 med et spring på 6,76 m.

Renata, der er 48 år, er fire gange blevet kåret til årets kvindelige danske atletikudøver. Hun har været ansat som elitecentertræner i spring og sprint i Aarhus. Derudover har hun været tilknyttet AGFs superligahold, det danske kvindelandshold i fodbold og de olympiske sejlere.

“Det er således såvel fagligt som menneskeligt en kapacitet ud over det sædvanlige, IF Lyseng tilknytter pigeafdelingen i satsningen på yderligere udvikling af elitedelen,” skriver IF Lyseng.

Renata har tvillingerne Peder Nielsen, der dyrker trespring, og Mikkel Nielsen, dyrker stangspring.

Skal FODBOLD FOR PIGER fortsætte? Tegn et frivilligt abonnement til 29, 99 eller 499 kroner