Ny træner i spidsen for Skjold Birkerøds kvinder

0
1361
Skjold Birkerød har tidligere stået i spidsen for navnesøsteren Skjold ( i dag B93-HIK-Skjold).
Skjold Birkerød har tidligere stået i spidsen for navnesøsteren Skjold ( i dag B93-HIK-Skjold).
Brian Clemmensen har tidligere stået i spidsen for navnesøsteren Skjold ( i dag B93-HIK-Skjold).

Efter tre år som cheftræner for Skjold Birkerøds 1. divisionskvinder har klubben og den nuværende træner Thomas Lesly Rasmussen valgt at stoppe samarbejdet. Ny træner bliver Brian L. Clemmensen, der tidligere har stået i spidsen for københavnerklubben Skjolds 1. divisionskvinder, som han førte til oprykning til landets bedste række, 3F Ligaen, i 2012.

”Vi ser tilbage på nogle gode år med Thomas, og vi byder nu Brian velkommen og håber på et godt og frugtbart samarbejde fremover”, siger afdelingsleder for kvinderne, Lars Stilling Netteberg, i en pressemeddelelse.

“Brug for nye kræfter”

Det er blevet til to oprykninger med Thomas Lesly Rasmussen som træner.

“Vi har nået en skillevej, hvor det er bedst at jeg stopper og der kommer nye kræfter til. Jeg er sådan indrettet, at jeg vil vinde, og hvis jeg skulle fortsætte, så ville jeg gå efter at vi skulle i 3F Ligaen. Men det er en længere proces, og jeg tror, at hvis spillerne skal rykke sig yderligere, så skal der nye friske kræfter til,” siger Thomas Lesly Rasmussen.

Skjold Birkerød vandt i weekenden over Raklev og har med tre kampe igen klaret sig fri af nedrykningsspillet.

“Det har været et utroligt spændende år med op og nedture. Spillerne er virkelig er blevet presset og har skullet hæve deres niveau for at kunne være med. Og det har de formået. De sidste fem kampe, hvor vi har haft alle klar, har vi spillet på det højeste niveau i de tre år, jeg har været med,” siger Thomas Lesly Rasmussen.

Starter 17. juni

Han stopper efter sidste turneringskamp 14. juni, hvorefter Brian L. Clemmensen får sin første træning med holdet tirsdag den 17. juni.

“Jeg kender mange af spillerne i forvejen fra Skjold og fra min tid som unionstræner (Brian har været U14-træner hos DBU Sjælland, red.). Det er et hold, som fuldt ud har fortjent at være i 1. division,” siger Brian L. Clemmensen, der senest har trænet Hillerød i Kvindeserie Øst.

Målsætningen for den kommende sæson er at sikre pladsen i 1. division.

“Det bliver lidt sværere i næste sæson, hvor der kommer to nedrykkere fra 3F Ligaen, som må forventes at have et helt andet niveau end de øvrige 1. divisionshold,” siger Brian L. Clemmensen med henvisning til, at Skovbakken og B93-HIK-Skjold har fået frataget deres 3F licens og derfor rykkes ned i 1. division.

Direkte og offensivt

Den nye træner varsler offensiv fodbold og en træning, der også har fokus på at udvikle spillerne.

“Jeg vil rigtig gerne udvikle spillerne – blandt andet deres hastighed i omgang med bolden – og så vil jeg spille hurtigt og direkte fodbold. Ikke at vi skal spille lange bolde op, men når muligheden er der, har jeg ikke noget imod at vi går direkte mod målet,” siger Brian L. Clemmensen, der er 49 år og arbejder på Helsinge Realskole, hvor han har idræt som hovedfag.

Skjold Birkerøds spillere jubler efter weekendens 2-0-sejr ude over Raklev.

Skjold Birkerøds spillere jubler efter weekendens 2-0-sejr ude over Raklev.
Skjold Birkerøds spillere jubler efter weekendens 2-0-sejr ude over Raklev.