Greve tog pokalen med til konfirmation

0
1898

Selv om det er fedt at blive konfirmeret, så kommer den store dag ofte i vejen for en fodboldkamp. Men så er det godt at have nogle holdkammerater, der tænker på en, når man skal i kirke og holde konfirmationsfest.

Det var tilfældet for pigerne fra Greve Fodbold, som lørdag vandt den sjællandske U14-pokalfinale på Farum Park. Efter kampen, som gav en sejr på 5-0 over Ølstykke, tog pigerne forbi en holdkammerat, der lige var blevet konfirmeret.

”Vi skal hjem til en fra holdet, som fejrer konfirmation. Hun kunne ikke være med i dag, så vi skal hjem og vise hende pokalen,”  fortalte anfører og målmand Tanja Leisen efter kampen.

Tanja kunne fra sin plads bagerst på banen se sit hold være dominerende fra start til slut.

”Vi kæmper godt for hinanden hele tiden. Vi spiller måske ikke den pæneste kamp i dag, men alle kæmper,” sagde Tanja Leisen, som beskriver sit holds styrker sådan her:

”Vi er gode til spille sammen og til hele tiden at kæmpe for hinanden. Hvis der er en, der er ude, så er der en anden, der tager over”.

Målmand og anfører Tanja Leisen får overrakt pokalen.
Målmand og anfører Tanja Leisen får overrakt pokalen af Peter Roslev, DBU Sjælland.

21 piger der vil fodbold

Træner Jan Leisen fremhæver de samme styrker ved holdet, der til daglig spiller i U15 Pige Østrækken.

”Vi har 21 piger i truppen. De træner fire gange om ugen, to timer hver gang. Det er nogle piger, som altid kommer til træning, arbejder stenhårdt og gerne vil blive bedre hel tiden,” siger Jan Leisen.

Han roste dagens modstander Ølstykke, der til daglig spiller U14. Men Greve-træneren mente også, at hans hold havde et gear ekstra i dagens kamp.

”Vores spil fungerer ikke helt optimalt i dag, men vi kæmper og spiller et tempo højere end Ølstykke. Det gør, at de bliver trætte, og så synes jeg, at vores offensiv i dag er rigtig stærk. De bliver ved med at arbejde. Men holdet er nok lidt hæmmet af nerver. Vi møder et hold, der til daglig spiller U14, og derfor kan vores piger næsten kun skuffe, og det gør nok, at de ikke spiller helt så frit som de plejer,” lød trænerens vurdering.

Greves nykårede pokalvindere.
Greves nykårede pokalvindere.