Greve: Vi skal vinde topkampen mod Østerbro

0
1014

Fælledparken på Østerbro i København lægger lørdag kunstgræs til en topkamp i 1. divisions slutspil. Det er kvinderne fra Østerbro IF og Greve, der tørner sammen i en kamp, som enten kan bringe Østerbro tættere på Greve, eller bringe Greve hele otte point foran sin nærmeste forfølger.

Greve spillede i sidste uge 2-2 mod Birkerød, der ligger på 3. pladsen, og ifølge cheftræner Rene Nielsen var præstationen mod Birkerød ikke helt tilfredsstillende, set med Greve-øjne.

”Derfor glæder vi os helt vildt til kampen mod Østerbro. Vi vil gerne vise vores kvaliteter efter kampen mod Birkerød, hvor vi ikke var helt tilfredse med vores egen indsats. Men vi har stor respekt for Østerbro. Vi ved godt, at det bliver en svær kamp,” siger Rene Nielsen.

Men ikke sværere, end at Greve regner med at vinde:

”Vi føler, vi har haft en god optakt og er kommet godt i gang. Vi er ganske godt tilfredse med vores spil generelt, så alt andet end tre point vil på forhånd være en skuffelse. Jeg ved, det er ’farligt’ at stikke næsen frem og sige vi vil mere. Men det tør vi godt, eftersom vi klart har meldt ud at vi vil vinde 1. division. Derfor tør jeg godt sige, at det her er en kamp vi skal vinde,” siger Greve-træneren.

Østerbro-Greve spilles lørdag kl. 15.00.