Vildbjerg ansætter kendt Talent-/Sportschef

0
1278

Vildbjerg SF har ansat Keld Østergaard som ny Talent-/Sportschef i pige-/kvindeafdelingen.

Af Vildbjerg SF

KLUBNYT  Vildbjerg SF Elite har siden lanceringen af Vision 2019 været på udkig efter en talent-/sportschef der kunne sikre at visionen blev gennemført og en person med rette kompetencer og kendskab til kvindefodbold på elite niveau. Valget er faldet på Keld Østergård fra Lemvig, som efter mange års trænervirke har sagt ja tak til udfordringen som sportschef i Midt- og Vestjyllands førende talentcenter. Keld Østergaard er leder af idrætsafdelingen på Lyngs Idrætsefterskole, hvor han underviser i fodbold for piger og drenge 8 x pr uge, samt matematik og historie/samfundsfag.

Fortæl lidt om dig selv Keld Østergaard:
– Jeg har været fodboldtræner siden 1987, jeg har trænet alt fra bredde til elite, seniorherrer, seniorkvinder og været ungdomskonsulent. I 2010 afsluttede jeg DBU`s a-træneruddannelse (elitetræneruddannelse). Jeg stoppede som træner i foråret 2016 af helbredsmæssige årsager. Derfor var jeg klar over, at det var slut som træner på topplan.Heldigvis kom Vildbjerg elite på banen! Det er jeg utrolig stolt og meget ydmyg overfor, jeg glæder mig helt vildt til at blive en del af en meget velfungerende klub. Jeg glæder mig til arbejdet i Vildbjerg, til samarbejdet med de ekstrem mange dygtige trænere og alle de folk der vil Vildbjerg pige/kvindefodbold, fortæller den karismatiske og vellidte fodbold personlighed fra Lemvig.   Ansættelsen af Keld Østergaard netop nu passer fint ind i planerne. Nu skal der sættes mere struktur på ansættelse, målopfølgning og hele organisationen. Og der skal planlægges mere langsigtet. Samtidig skal alle coaches i samme retning, så Vision 2019 kan blive en realitet med en oprykning til 3F ligaen. Visionen er kommet godt i gang og VSF Elites dygtige Jyllandsserie kvinder spiller efter jul i Kvindeserien. Og hele fire U18 DM spillere fik debut på U16 i den nyligt overståede landsholdsturnering i Tyskland.

– Vildbjerg skal være det naturlige valg for alle elite pige og kvindespillere i Midt- og Vestjylland. Vi har opstillet en meget ambitiøse målsætninger, som vi går benhårdt efter at nå, så der er nok at tage fat på Og med alle de dygtige trænere, spillere og frivillige er jeg sikker på at vi nok skal nå vore mål, fortæller en glad kvindeudvalgsformand Ketty Lauritsen.

Vision 2019 – “Play to win” – VSF Elite  Formål:   At skabe en kvinde eliteklub med områdets dygtigste talenter, hvor der fortsat også er plads til bredden. At skabe en klub med de bedste trænere, højt informationsniveau, stærk branding og god rådgivning af den enkelte spiller. At skabe hele mennesker, der får de optimale betingelser for at leve deres fodbolddrøm. At kunne kombinere uddannelse og livet som fodboldspiller på optimal måde. At flytte fokus hen på alt det man kan uddanne sig til indenfor en radius på 30 km i stedet for det, man ikke kan. At fastholde talentmassen i stedet for at de skal spredes for alle vinde eller stoppe. At være Midt- og Vestjyllands talentcenter og markere området som et kraftcenter for pigefodbold. Og at der er en gul tråd fra første dag i klubben og indtil, man slutter.
At VSF spiller med om oprykning til 3F Ligaen i sæsonen 2018/19. Bygget på den talentmasse, der allerede er i klubben, hvor klubben råder over 15-20 piger, der optræder på diverse landshold eller lige omkring. Og at klubben fra 2019/20 derefter etablerer sig i landets bedste række. Som et synligt midtjysk fyrtårn inden for damefodbold. At det er en klub, hvor man fra man er 10 år – 30 år kan få opfyldt sine sportslige ambitioner.