To danske U16-piger til træning i franske Toulouse

0
2543

Mathilde Braithwate og Isabella Obaze, der begge er en del af U15 Vest talentcenteret har haft en vinterferie ud over det sædvanlige. Den blev tilbragt i Toulouse i det sydlige Frankrig, hvor de har deltaget i en træningsuge med byens bedste kvindeseniorhold. FODBOLD FOR PIGER fik en snak med de to piger, der netop er vendt hjem fra deres vinterferie:

Af Andrea Signe Trolle

Mathilde Braithwaite fra Varde IF og Isabella Obaze fra Kolding Q har haft en vinterferie i fodboldens tegn. Torsdag den 9. februar tog de flyet mod Sydeuropa og stod klar med snørede støvler mandag eftermiddag til et intensivt træningspas med det bedste kvindeseniorhold i Toulouse, som spiller i den næstbedste franske liga. Det blev til en spændende uge, fortæller Isabella:

”Vi var en del af starten af træningsugen hos det bedste kvindeseniorhold i Toulouse. Vi havde styrketræning mandag og så normal holdtræning tirsdag. Onsdag spillede vi så med i en intern kamp mellem deres U16 og U18 hold, hvor de to hold blev blandet. Det var en rigtig stor oplevelse og vi havde en rigtig spændende uge, hvor vi også fik tid til at se byen og shoppe, når vi ikke trænede

Det er gennem Mathildes storebror, landsholdsspilleren Martin Braithwaite, at de to piger har fået mulighed for at træne med hos Toulouses kvindehold. Martin Braithwaite, som tidligere har spillet i superligaklubben Esbjerg, er professionel i Toulouse, der spiller i den bedste franske liga. Han bor også i byen og det var et besøg hos ham, som gav de to piger muligheden:

”Min storebror har nogle kontakter i klubbens pigeafdeling og da jeg var nede og besøge ham i efteråret fik han arrangeret, at jeg kunne træne med hos dem. Da jeg så skulle planlægge et besøg hos ham her i vinterferien foreslog mine forældre, at jeg tog en veninde med derned, så vi sammen kunne tage til træning i Toulouse. Min storebror fik igen arrangeret, at vi kunne træne med og det blev til endnu en interessant uge”, siger Mathilde.

Anderledes spillestil i Frankrig

Efter en uge med fransk fodbold er det, som har gjort størst indtryk på de to unge talenter, at fransk fodbold generelt adskiller sig meget fra den spillestil, som de kender fra Danmark.

”Det var meget anderledes i forhold til vores træning i Danmark, fordi vi skulle vende os til en ny spillestil. I Frankrig har de en mere egoistisk måde at spille fodbold på og spiller ikke sammen som hold på samme måde, som vi gør i Danmark. Det havde selvfølgelig også en betydning, at de var ældre end os og så kunne vi mærke, at det var nogle langt mere erfarne spillere, som vi trænede med. Styrketræningen var rigtig god, fordi den var meget fokuseret og så havde de en masse gode stabilitetsøvelser.”, siger Mathilde.

Isabella påpeger også kommunikationen som en udfordring til træningspassene, men både de spillemæssige og kommunikative udfordringer betød ikke, at de to piger ikke kunne spille med på det høje niveau.

”Vi kunne ikke kommunikere med dem og det gav især også udfordringer på grund af deres egoistiske måde at spille fodbold på. Vi var nød til at vise, hvor vi ville hen, hvis vi ville have bolden. Men selvom de godt kunne se en mulighed, så valgte de for oftest at køre selv frem for at spille bolden. Det gav nogle udfordringer og jeg var derfor også ret nervøs til at starte med. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg sagtens kunne være med”, siger Isabella.

Toulouse 4

Mathilde nederste række til venstre og Isabella nummer to fra højre 

Startede til fodbold sent

Begge piger er en del af U15 Vest talentcenteret, der om få måneder skal lægges sammen med U15 Øst talentcenteret og tilsammen danne det kommende U16 landshold. De har derfor en booket kalender, hvor de forsøger at få 8.klasse til at hænge sammen med 4-6 ugentlige træningspas og kamp i weekenden. Men den høje træningsmængde er også årsagen til, at de to piger er nået op på det høje niveau, fordi både Isabella og Mathilde har startet deres fodboldkarriere forholdsvist sent sammenlignet med mange andre unge talenter:

”Jeg kommer fra en rigtig fodboldfamilie, hvor min bror er gået hele vejen til at spille professionelt. Men jeg startede faktisk først til fodbold for tre år siden, fordi jeg forinden havde gået til gymnastik i ti år. Men min familie går virkelig meget op i sport og det ligger til os, at vi altid prøver at få så meget ud af træningen som muligt hver eneste gang. Det tror jeg er årsagen til, at jeg er nået op på det niveau på tre år. Jeg vil hele tiden være bedre både til kamp og træning.”

”Jeg startede først med at spille for en 4-5 år siden og har altid spillet i Kolding Q. Vi er derfor ikke de mest tekniske spillere, fordi vi er startet så sent, men vi har til gengæld andre forcer i vores spil. Mathilde er virkelig hurtig og fysisk stærk, hvilket hun udnytter i sit spil.”, siger Isabella hvorefter Mathilde påpeger følgende:

”Isabella er også rigtig hurtig og så er hun nok den eneste forsvarsspiller som kan indhente mig. Men hun har også vigtige tekniske færdigheder og kan godt tage en dribletur op ad banen og lave en assist. Jeg mener selv, at jeg mangler nogle tekniske færdigheder i forhold til mine første berøringer og driblinger og derfor forsøger jeg at sætte tid af til selvtræning. Men det kan også være svært at få til at hænge sammen, når jeg også skal få tid til at lave mine lektier”.

Toulouse 2

Fremtiden

Der er ingen tvivl om, at det er to ambitiøse og målrettede piger, som FODBOLD FOR PIGER har haft i røret. Og når vi spørger Isabella hvad hun på kæmper for at opnå med sin fodboldkarriere, fortæller hun følgende:

”Jeg tager et skridt af gangen. Jeg er på det sted i min fodboldkarriere, hvor jeg gerne vil være. Der går heller ikke lang tid før vi får at vide, om vi bliver en del af U16 landsholdet og det er jeg meget spændt på. På den langsigtede bane ved jeg ikke præcist hvad jeg gerne vil opnå med fodbolden, men der er ingen tvivl om, at jeg vil gøre alt for at nå så langt som muligt.”

Mathilde har til gengæld helt klare mål for, hvad hun vil med sin karriere:

”Mit kortsigtede mål er U16 landsholdet og efterfølgende vil jeg gerne blive en del af alle U-landsholdene. Mit langsigtede mål er meget ambitiøst, men jeg vil gerne være verdens bedste fodboldspiller og så vil jeg gerne være den bedst betalte kvinde”, siger Mathilde.

Det er formentlig heller ikke sidste gang, at Isabella og Mathilde rejser udenlands for at træne. De to træningspas og den interne kamp har givet de to piger en ekstra portion fodbolderfaring, som de begge er sikre på kan gavne dem senere. Hvis muligheden kommer igen, vil de to piger derfor også gerne træne med i Toulouse igen:

”Vi vil gerne tilbage og træne med klubben igen, hvis det bliver muligt. Vi har lært rigtig meget af at spille sammen med nogle så anderledes typer af spillere og det tror jeg, at jeg kan bruge både i klubben og hvis jeg senere kommer på landsholdet”, siger Isabella.

Toulouse 3 Toulouse 1