FC Helsingør vil også kendes for kvindefodbold

0
3153
FC Helsingørs U13-pigerne fra et indendørsstævne for nylig i Hornbæk. Foto fra facebooksiden FC Helsingør Talent - Piger

FC Helsingør har startet en pigeafdeling i et samarbejde mellem moderklubberne Snekkersten, Espergærde og Hornbæk. Drømmen er en dag at spille kvindeliga, fortæller klubbens nye pigetalentchef Seref Aras

FC Helsingør er et af de nyeste navne i dansk kvindefodbold. Klubben, som i 2017 overraskende spillede sig til én sæson i superligaen, startede i sommeren 2018 en pigeafdeling, baseret på spillere fra de tre moderklubber Snekkersten, Espergærde og Hornbæk. Det nye samarbejde er første skridt mod en fremtid, som måske en dag sender Helsingør i landets bedste kvinderække.

”Den ultimative drøm er 3F ligaen. Men det er et langsigtet mål. Nu skal vi først og fremmest have skabt et godt fundament,” siger FC Helsingørs nye pigetalentchef, Seref Aras.

”Den ultimative drøm er 3F ligaen. Men det er et langsigtet mål2

Seref Aras, pigetalentchef, FC Helsingør

Vil skabe et stærkt udviklingsmiljø

Han er et velkendt navn i kvindefodboldkredse som tidligere sportschef for elitekvinderne i det nu nedlagte B93-HIK-Skjold og siden for Brøndbys 3F-kvinder. Nu er opgaven en lidt anden. FC Helsingør har indtil videre kun U13, U14 og U16 hold, og Seref har derfor primært fokus på at skabe et stærkt udviklingsmiljø.

”Jeg har altid haft kig på ungdomsfodbold, men det har altid været de briller på at ’hvem kan vi bruge på det førstehold, jeg arbejder med’. Nu er udfordringen en anden. Nu skal vi opbygge et miljø, som kan skabe mange talenter fremadrettet. Det er en anden, men også meget spændende udfordring,” siger Seref Aras.

FC Helsingørs U14 spillede lørdag en kamp mod BSF. Helsingør vandt 2-1. Foto fra facebooksiden FC Helsingør Talent – Piger

52 spillere og tre hold

Foreløbig er der i alt omkring 52 spillere på holdene i de tre årgange, der i foråret skal spille i de højeste øst-rækker. Men på sigt er der spillere til flere hold. Samlet er der ca. 200 pigefodboldspillere i de tre moderklubber, og derudover er der ca. 100 spillere i de mindre klubber, som FC Helsingør samarbejder med i lokalområdet. Derfor er det også ambitionen, at der allerede til sommer skal startes et fælles U18-hold.

”Det hele er stadig meget ungt, vi har kun et halvt år på benene. Så vi skal udvikle os i det tempo, som passer til moderklubberne, FC Helsingør og pigerne selv. Først og fremmest handler det om at skabe et miljø, hvor vi kan tilbyde pigerne at træne og spille kampe på et højere nivaue, end de har mulighed for ude i moderklubberne,” siger Seref Aras.

”Det hele er stadig meget ungt, vi har kun et halvt år på benene. Så vi skal udvikle os i det tempo, som passer “

Seref Aras, pigetalentchef, FC Helsingør

Stor opbakning til pigeprojekt

FC Helsingørs herrehold røg ud af superligaen efter bare én sæson, og har siden været gennem en trænerfyring, samtidig med at et helt nyt stadion er på vej i byen. Det nærliggende spørgsmål er derfor, om klubben, der bruger så mange kræfter på herrefodbold, også har ressourcer til at satse helhjertet på kvindefodbold? Til det svarer pigetalentchefen:

”Jeg oplever stor velvilje overfor pigeprojektet i hele ungdomsafdelingen. Jeg har et godt samarbejde med talentchefen på drengesiden og folk er meget motiveret i forhold til at det her skal lykkes. Det er fedt at opleve,” siger Seref Aras, som selv bor i Helsingør, hvor han også er opvokset og derfor har en fortid som både spiller og ungdomstræner på drengesiden.