Et nyt, svingende og ungt hold har ført Fortuna Hjørring til tops

0
1488
Fortuna Hjørring har forlænget med to spillere. Foto: Finn Lassen.

Flere nye spillere er trukket i den grønne og hvid stribede spilletrøje i Nordjylland. Fortuna Hjørring mistede nemlig flere spillere i sommers, hvilket har medført et nyt kuld, der har skullet lære hinanden spillemæssigt at kende. Det har de gjort med oprejst pande, fortæller Fortuna Hjørring-spiller, Caroline Rask, der med stor optimisme ser frem mod de resterende kampe i grundspillet i Gjensidige Kvindeliga, hvor KoldingQ venter søndag.

Af Camilla Bergholm

20 år, 25 år, 20 år, 18 år, 18 år, 17 år og sådan fortsætter det, hvis man tager et kig på denne sæsons Fortuna Hjørring-trup. Gennemsnitsalderen er lav, men placeringen i tabellen er helt i top. Således har det dog ikke set ud hele sæsonen, hvor mandskabet flere gange har måtte dele pointene med hold som Farum BK/FCN og FC Thy-ThistedQ samt overlade tre point til Odense Q. Det skyldes ifølge Caroline Rask, at de har skullet finde hinanden efter tilgang af flere nye spillere.

”Denne sæson har været både op og ned. Vi har sat lidt point til, som vi måske ikke plejer at gøre. Vi mistede en masse spillere i sommers, og vi har her i efteråret arbejdet på at finde timing, finde sammen og finde den måde, vi gerne vil spille på. Men vi har fået nogle dygtige, unge spillere op,” siger hun.

“Vi skal gøre det godt med bolden og kigge på, hvad der fungerede sidst, vi mødte dem, og så skal vi bare have tre point. Vi skal være opmærksomme på, hvor der er rum at spille i og udnytte det”

Caroline Rask, spiller i Fortuna Hjørring

Men selvom det har været svært, har de også lært af hinanden og det, de har oplevet sammen i denne sæson, fortæller hun endvidere.

”Når vi har sat point til eller har tabt kampe, så har vi kigget på, hvad vi kan lære af det. Sådan er det, når vi er et nyt hold. Vi skal nemlig lære af det. På den måde er det også lykkedes i perioder at finde hinanden. Vi bliver hele tiden bedre, og vores aftaler er kommet mere på plads, og flere forstår spillestilen, for det er selvfølgelig en proces, men det går i den rigtige retning. Og så har vi spillet mange kampe og nu også løbet nogle meter mod Lyon, så vi skal hænge i.”

Det har taget tid for det unge Fortuna Hjørring-hold at finde det gode spil frem, men alligevel er det lykkedes truppen at skrabe 26 point sammen, hvilket betyder, at de nu befinder sig på førstepladsen med otte sejre i bagagen. Brøndby puster dem godt nok i nakken med blot ét point til forskel, men det betyder ikke så meget, da de altid går på banen for at få de tre point, fortæller Caroline Rask.

Caroline Rask i aktion. Foto: Finn Lassen.

De skal undgå at være for offensive mod KoldingQ
Fortuna Hjørring har spillet mange kampe denne sæson, da det også er blevet til flere opgør i Champions League. Nu venter KoldingQ på søndag, og det er en kamp, Caroline Rask ser frem til.

”Jeg forventer, at vi kommer til at have bolden mere end i Lyon,” siger Hjørring-spilleren med et smil og fortsætter:

”Vi skal gøre det godt med bolden og kigge på, hvad der fungerede sidst, vi mødte dem, og så skal vi bare have tre point. Vi skal være opmærksomme på, hvor der er rum at spille i og udnytte det.”

KoldingQ har tidligere overrasket ved blandt andet at vinde over Farum BK/FCN, der også er med i toppen af tabellen i denne sæson. Derfor er det heller ikke et hold, man skal tage let på, hvilket Caroline Rask også pointerer.

”Vi skal være opmærksomme på deres omstillinger, og vi skal passe på, at vi ikke tænker for offensivt, for så bliver vi sårbare,” fortæller den 25-årige Fortuna Hjørring-spiller.

Men selvom de skal være opmærksomme, har Hjørring-spilleren store forventninger til de resterende to kampe i grundspillet.

”Vi ender som nummer ét. Vi spiller alle kampe for at vinde dem, så vi slutter på førstepladsen,” slutter hun.

Kampen fløjtes i gang søndag klokken 13:00 i Kolding.