Tilbage på grønsværen: ”Det betyder mere, end man lige havde regnet med”

0
1089
Christina Ravn i aktion for VSK Aarhus. Foto: Iver Tidemand

Spillerne i Danmarks bedste Kvindeliga har igen fået lov til at snøre fodboldstøvlerne og træne sammen med resten af holdet. Det går nemlig snart løs igen, når Gjensidige Kvindeliga fløjtes i gang den 6. juni. For VSK Aarhus-spiller, Christina Ravn, var det en glædens dag at betræde de grønne græsbaner sammen med holdkammeraterne.

Af Camilla Bergholm

Befriende. Således beskriver VSK Aarhus-spiller Christina Ravn holdets træningsopstart for et par uger siden. Hun havde i første omgang sagt til sig selv, at hun nok skulle komme igennem en periode uden fodboldtræningerne. Men hurtigt gik det op for hende, at det alligevel blev svært, da det sociale også blev sat på pause. Hun har derfor savnet holdkammeraterne og det frirum, som fodbold er for hende.

”Når jeg spiller fodbold, er det mit frirum. Det med, at man kommer et sted hen, hvor man laver det, man allerbedst kan lide og være sammen med andre, der elsker det ligeså meget. Kunne jeg leve af det, ville jeg gøre det,” siger hun og forklarer, at det også har fået hende til at indse, at hun ikke kan undvære holdet:

”Det betyder mere, end man lige havde regnet med. Det med, at man har sted, hvor man fuldstændig er sig selv. De andre kender en rigtig godt, og hvor man har en tryg base. Det betyder meget at komme tilbage til en så sammentømret gruppe, hvor man går efter noget sammen som hold. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde tænkt, at der ikke går mange år, før jeg stopper, men jeg skal lige love for, at der efter denne periode lige er blevet sat nogle år på, for jeg kan slet ikke det med, at jeg ikke er sammen med holdet.”

Nervøs for at komme tilbage
Selvom træningen skulle klares alene i en periode, er den erfarne VSK Aarhus-spiller positiv over de øvelser, de havde fået med hjem. De indeholdte både løbeprogrammer og øvelser med fokus på det fodboldmæssige, hvortil de havde fået bolde med hjem. Samtidig beskriver hun, at Ry, hvor hun bor, har været en god medspiller i forhold til byens fine fodboldfaciliteter.

“Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde tænkt, at der ikke går mange år, før jeg stopper, men jeg skal lige love for, at der efter denne periode lige er blevet sat nogle år på, for jeg kan slet ikke det med, at jeg ikke er sammen med holdet”

Christina Ravn, spiller i VSK Aarhus

Alligevel har det ikke været det samme, hvilket også har gjort Christina Ravn frustreret. Pludselig bliver man ikke vurderet i forhold til ens kunnen på banen, men man skal selv vurdere, om man klarer selvtræningen godt nok. Hun frygtede derfor, at hun var kommet langt bagud. Men hun blev positiv overrasket, da de kom tilbage til grønsværen.

”Jeg frygtede for at komme tilbage, hvis jeg var meget bagud formmæssigt og boldmæssigt, men jeg er overrasket over, at jeg er så intakt. Og sådan synes jeg, at det generelt er. Folk er i vildt god form, og folk er vildt sultne for at komme i gang igen,” siger hun, inden turen svedende går hjem til Ry efter dagens træning.